Ved det store sportsshow Sport 2024 i Herning blev 12-årige Jana Uqqar fra Kolding Taekwondo Klub Sil’la kåret som Årets Holdkammerat. Prisen, der uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) med støtte fra A.P. Møller Fonden, hædrer unge, der gør en særlig forskel for fællesskabet i deres idrætsforening. Med hæderen følger 50.000 kroner til en aktivitet for hendes hold.
“Jeg kan slet ikke tro det”
Overraskelsen var stor for Jana, da hun blev mødt af klubkammerater, familie og et tv-hold fra DR. Hun beskrev følelsen som overvældende:
– Jeg kan slet ikke tro det! Jeg er helt overvældet og har stadig svært ved at forstå, at jeg har vundet. Jeg har bare altid prøvet at være der for mine træningskammerater og bidrage til den gode stemning. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig. Jeg vil gerne dele denne pris med alle i klubben, for uden jer ville det ikke være muligt, sagde hun i en reaktion efter kåringen.
Med prisen følger nemlig de 50.000 kroner, der skal bruges til et arrangement med hendes hold. Jana ved endnu ikke præcist, hvad pengene skal bruges til, men understreger, at det skal være noget, der samler holdet.
Frans Hammer, næstformand i DIF, understregede desuden, hvorfor det er vigtigt at anerkende unge, der bidrager til idrætsforeningernes trivsel:
– De gode holdkammerater er motoren på alle velfungerende idrætshold – og i nogle tilfælde i hele foreningen. Det er Jana et rigtig godt eksempel på, og derfor er det fuldt fortjent, at hun får lov til at træde frem i rampelyset og modtage en bredere anerkendelse til sportsshowet, sagde han.
Mikkel fra Middelfart blandt finalisterne
10-årige Mikkel Wiggers fra Middelfart Stingers AFC var en af de to andre finalister. Vi besøgte ham på klubbens bane ved Hyllehøjskolen, hvor han reflekterede over nomineringen.
– Min mor kaldte mig ud i køkkenet og fortalte det. Jeg anede ikke, jeg var meldt til. Det var virkelig vildt, fortalte Mikkel, der beskriver det som en anerkendelse af hans indsats for holdet.
Som spiller i en mindre klub lægger Mikkel vægt på at støtte sine holdkammerater, også når dagen ikke går som forventet:
– Hvis nogen har en dårlig dag, prøver jeg at sige: ‘Kom igen!’ Det er vigtigt, at vi holder sammen, sagde han.
Den tredje finalist, 15-årige Silas Junker fra HOG Fodbold i Favrskov, blev også hyldet for sin indsats som rollemodel og holdkammerat. Juryen fremhævede, hvordan alle tre kandidater udviser forbilledlig holdånd og styrker fællesskabet i deres respektive klubber.
En vigtig pris for fællesskabet
Prisen, der uddeles som en del af projektet Fremtidens Idræt for Børn og Unge, har til formål at styrke børn og unges oplevelse af fællesskab gennem idræt. Jana, Mikkel og Silas har alle vist, hvordan en enkelt person kan gøre en stor forskel for mange, bemærker DIF.
Læs også: