KRIMI. Et ældre ægtepar på henholdsvis 90 og 97 år blev mandag eftermiddag udsat for et tricktyveri på Frederiksberggade i Lunderskov. En kvinde, som parret beskriver som en ”pæn dame”, udgav sig for at komme fra apoteket og fik på den måde adgang til parrets bolig.
Det fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.
Ifølge anmeldelsen, der kom fra ægteparrets datter klokken 20.40 mandag aften, forklarede den fremmede kvinde, at hun skulle kontrollere opbevaringen af medicin i parrets hjem. Efter kvindens besøg opdagede parret, at et glas med cirka 300 panodiler var forsvundet fra medicinskabet.
»Vi har ikke fået melding om, at der mangler bankkort eller andre værdier. Det ser ud til, at det udelukkende er de cirka 300 panodiler, som er blevet stjålet. Men det er selvfølgelig bekymrende, at man bruger den her fremgangsmåde til at skaffe sig adgang til andres boliger,« siger Kenneth Skytte Nielsen.
Lokale hjemmepleje orienteret
Politiet har orienteret den lokale hjemmepleje i Kolding Kommune om hændelsen, og myndighederne undersøger nu, om der er flere lignende episoder i området.
»Vi kigger ind i sagen, og håber selvfølgelig, at nogen har set noget i tidsrummet omkring klokken 14, hvor tyveriet skulle være sket,« lyder det fra politikommissæren.
Usædvanligt tyveri
Politiet udtrykker bekymring over fremgangsmåden, der er blevet brugt til at skaffe adgang til huset. Samtidig påpeger politiet, at Panodiler er håndkøbsmedicin, som almindelige borgere normalt har let adgang til i mindre mængder.
Kenneth Skytte Nielsen kalder det derfor ”usædvanligt”, at nogen skaffer sig adgang til andres hjem alene for at stjæle noget, der er relativt let tilgængeligt:
»Det er usædvanligt, at man skaffer sig adgang til et hus og stjæler noget, som du og jeg også kan købe. Selvfølgelig kan du og jeg ikke købe cirka 300 panodiler nede på det lokale apotek, medmindre vi har en recept. Men panodiler er jo noget, de fleste mennesker kan købe,« bemærker politikommisæren.
Han afviser dog at spekulere i, hvad tyven eventuelt skulle bruge den store mængde panodiler til:
»Det vil være skud i tågen,« siger han.
Politiet undersøger fortsat sagen, og opfordrer vidner, der har set noget mistænkeligt i området omkring Frederiksberggade i Lunderskov mandag eftermiddag, til at henvende sig.