KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker et omfattende tyveri fra en varebil i Blæsbjerggade i Kolding. Tyveriet er sket i perioden fra juleaften klokken 23.59 og frem til den 25. december, men er først blevet anmeldt i går onsdag. Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen.

Gerningspersonen eller gerningspersonerne har skåret et hul i varebilens sidedør for at skaffe sig adgang. »Der er skåret hul i sidedøren, og gerningspersonen er kommet ind ad den vej,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Fra varebilen er der stjålet et større parti entreprenørværktøj. Heriblandt er der stjålet to mindre pumper, to dunke med benzin, to tablets samt en ATV.

Varebilen er en Opel Movano, og det samlede tyveri vurderes at have en anslået værdi på omkring 100.000 kroner.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing.