KOLDING. Ved udmundingen af Kolding Å blev der tirsdag sat et særligt punktum i byggeriet af det store pumpe-sluseanlæg. BlueKolding og Kolding Kommune markerede milepælen med et hejsegilde for de mange involverede.
Dannebrog vajede fra byggekranen, da gæster og håndværkere blev budt velkommen til fejringen. Anlæggets fire store Arkimedes-skruer blev hejst på plads i sidste uge, og derfor var det traditionelle rejsegilde omdøbt til et hejsegilde.
Skruerne udgør sammen med fire store sluseporte hjertet i det anlæg, der skal klimasikre Kolding mod fremtidens vandmængder. Når de sættes i drift, kan skruerne flytte omkring 20 kubikmeter vand i sekundet.
Borgmester Knud Erik Langhoff lagde i sin tale vægt på betydningen af dagens markering. »Vi markerer i dag, at arbejdet med at etablere det store, nye pumpesluse-anlæg har nået en vigtig milepæl med de fire Arkimedes-skruer, der er hejst på plads. Det er ikke bare et vigtigt skridt for byggeriet. Det er også et vigtigt skridt på vejen hen mod, at vi får klimasikret Kolding by. Tak til alle involverede for jeres indsats. Uden alle jer – ingen pumpesluse.«
Formand for BlueKolding og medlem af Kolding Byråd Tobias Jørgensen understregede, hvordan anlægget kommer til at fungere i praksis. »I fremtiden, når der er udsigt til kraftig regn, går skruerne i gang med at tømme åen for vand, så den er klar til at rumme så meget som muligt af den regn, der kommer. Anlæggets fire sluseporte gør, at vi kan lukke af, når vandet stiger i fjorden, og dermed forhindre, at vandet løber ind i åen og får den til at løbe over sine bredder.«
Byggeriet er blandt de største og mest komplicerede klimasikringsprojekter i Koldings historie. Anlægget er placeret på et vanskeligt underlag mellem fjorden og åen, hvilket har givet udfordringer undervejs. Netop derfor blev der lagt vægt på at hylde det store arbejde, der allerede er udført.
Hvis tidsplanen holder, vil pumpe-sluseanlægget stå færdigt i november og være klar til at beskytte byen mod de store vandmængder, der forventes i fremtidens klimahændelser. Anlægget er dimensioneret til at kunne håndtere en såkaldt 100 års-hændelse i 2075.