Coronakrise, krigen i Ukraine, inflation og energikrise. Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer havde egentligt forberedt sig på et år med kriser i erhvervslivet, men sådan gik det ikke.
Kristian Bendix Drejer fra Business Fredericia har været med til at udvikle Fredericias erhvervsliv, og dermed byen de sidste 8 år. Det har været en spændende rejse med et overflødighedshorn af gode erhvervsnyheder. Skyerne var imidlertidig mørke i efteråret 2022, men økonomernes forudsigelser blev ikke til virkelighed.
– For et år siden talte vi pessimistisk. Vi troede direkte, at vi gik ind i en krise. Fra corona til krigen i Ukraine, der medførte inflation og stigende energipriser. Alt så mørkt ud. Men vi må sige, at set med erhvervslivets briller, så blev nogle transport- og logistikvirksomheder ramt, men det spredte sig ikke til næste led, og hurtigt kom nye meldinger om gode regnskaber for de ramte virksomheder, fortæller Drejer.
Han er godt klar over, at det ikke er alle, der er gået fri af de mange kriser. Især detailhandlen har været ramt.
– Inflationen var der, og den ramte alle, men det store flertal stod imod, og hjulene kørte videre i virksomheder, der begyndte at tale om arbejdskraftsmangel igen. Der er brancher, der er glemt. Går man en tur gennem gågaden, så kan man se, at der er forsvundet detailhandelsbutikker. Den branche blev ramt hårdt af coronanedlukninger, inflationen og energikrisen. Alle aspekter, som har forceret udviklingen mod internethandlen. Vi ser dog en brancheglidning, hvor der bliver flere caféer og restauranter. Det skal vi være glade for, siger erhvervsdirektøren.
Han ser verden forandre sig hurtigt i disse år. Fredericia skal være klar til at se ind i de nye muligheder, hvor særligt oplevelser får en central rolle.
– Vi vil i fremtiden se sammenspillet mellem butikker og restauranter vokse. Det bliver en ny verden, hvor oplevelserne spiller mere ind. Selvom nogen udtaler sig kritisk om, at der kommer en café mere, så husker jeg tydeligt, da jeg kom til byen i 2015, hvor meget folk savnede caféer. Vi ved, at caféer trækker folk ind til byen, hvilket så giver synergierne med handel i butikkerne, hvis vi arbejder sammen. Der er allerede kommet et godt miljø i Fredericia på den front. Det er godt for byen. Det betyder også, at de unge mennesker kommer ind til byen, mener han.
Kristian Bendix Drejer ved, at rigtig mange borgere fra nær og fjern kommer til Fredericia, når der tilbydes oplevelser.
– Vi skal udvikle på vores satsninger og highlights i byen. Det gælder alt fra de almindelige byarrangementer til den helt store 5-6.julifejring. Det events skal vi holde fast i at udvikle. Det virker og mange valfarter til byen. Jeg ser samtidig positivt på udvikling i Experience Fredericia, der arbejder på at tiltrække erhvervsturister til byen. Det virker, og vi kan måle det på bundlinjen allerede nu, når det kommer til overnatninger, men også generelt giver omsætning i byen, lyder det fra Kristian Bendix Drejer.
– Vi har et godt samarbejde med kommunen, der bruger flere midler på at markedsføre byen i turismeøjemed. Det er vigtigt, når man skal udvikle byen. Alle skal være klar over, at mønstrer ændres, når jeg eksempelvis ser Fredericia i hverdagene, så er det mere det basale, der betyder noget, imens torsdag-søndag er de dage, hvor byen for alvor bruges, tilføjer Drejer.
Fredericia er en robust by, der er sluppet igennem samfundets mange udfordringer. Ifølge Drejer betyder det, at vi er forberedt til fremtiden, men vi skal også være klar, for det kommer til at gå stærkere med den grønne omstilling, end man først havde forudset.
– Krisesnakken har været voldsom, men krisen er ikke slået igennem, selv aktiemarkedet er vendt. Inflationen er nede i et nogenlunde lavt leje igen, men det er klart, at var den fortsat på 10-11 procent, så havde det været sværere. Jeg lytter mig også til, at økonomerne mener, at der kommer en afmatning, den har vi ventet på. Jeg forventer ikke et stort opsving, og der er heller ikke helt styr på det i Europa endnu, men det er næsten under kontrol. For mig viser det, hvor robust erhvervslivet generelt er; både når det kommer til virksomhedernes vækst, jobskabelse og udvikling. Fredericia har en arbejdskraftstyrke, der burde blive ramt hårdere end andre, når man ser på byens sammensætning, men det er ikke sket, og det er ved at udligne sig, siger han.
Det er især de mange nye jobs, som han ser som byens styrke i, de kommende år og årtier. Fredericia vil blive et meget populært sted at arbejde for alle led i arbejdsstyrken. Der er de grønne energisatsninger, der vil få indflydelse på byens udvikling. Det er Kristian Bendix Drejer ikke i tvivl om.
– Ser vi på energivirksomhederne, så går det godt i Fredericia. Vi er ved at udløse et gigantisk potentiale. På samme måde, som vi er lykkes med transport- og logistiksatsningerne i 2015 og frem, er vi ved at lykkes med vores satsninger på klima og miljø. Det medfører, at mange spændende virksomheder kommer til byen og spiller sammen med byens eksisterende virksomheder. Vi har en unik DNA, som andre byer ikke har, og vi kan eksempelvis spille stærkt sammen på power-to-x-området. Vi har en infrastruktur, der spiller godt sammen med eksisterende rørledninger, i sidste ende en infrastruktur, der kan levere grønne olier til skibs- og flyindustrien, men også til lastbilerne. Det er vigtigt, at vi får de store virksomheder som Ørsted, Crossbridge Energy, ADP og så videre til at spille sammen, så vi genskaber mange arbejdspladser, men også tiltrækker flere højtuddannede. Endelig vil der også være nye uddannelser, der ser dagens lys alene med udviklingen i Fredericia som baggrund, forklarer erhvervsdirektøren, der også fortæller, at Business Fredericia er klar til at hjælpe til og allerede hjælper, når det kommer til arbejdsmarkedet.
Skal Fredericia lykkes, kræver det hårdt og målrettet arbejde fra alle sider, og det mærker erhvervsdirektøren også allerede.
– Nu venter der et politisk arbejde, hvor man skal arbejde med lovgivningen indenfor området, når man skal udvikle så store processer. I sidste ende er det tæt samarbejde mellem erhvervslivet, kommuner, og ministerier. Hvis det går godt, kan vi bidrage signifikant til at løse Danmarks C02-udfordringer, og vi vil være med i front i verden og Europa, når vi skal udvikle det. Det kræver, at alle yder deres bedste, herunder også en god forståelse fra vores lokale politikere. Hvis vi vil det her power-to-x-eventyr, så er det muligt. Så ser man det grønne Fredericia i fremtiden. Det er jo helt fantastisk, og det smitter af, fortæller.
Erhvervsturister står i kø for at komme til Fredericia
Det er utrolig spændende at se, hvordan Fredericia er i gang med at transformere sig fra en sort by til en grøn. Det gør byen til en spændende destination.
– Erhvervsturister besøger dagligt Fredericia for at høre om vores arbejde med den grønne omstilling og vores ambitioner, hvor vi tager dem med på busture rundt i kommunen. Det er meget spændende. Det er store interessante virksomheder, der er med. Turisterne kommer fra nabokommuner, hele Danmark – men også udlandet. Det er vi stolte af. Det er fantastisk, at vi har noget unikt, som de vil høre om, fortæller han og uddyber:
– Vi har en positiv udfordring med den nye grønne udvikling i Fredericia. Vi ved, at mange medarbejdere i de nye virksomheder ikke bosætter sig i Fredericia. Men det er ved at vende. Vi skal være glade for geografiske placering i forhold til energi, klima og udvikling, og det giver os muligheder for at tiltrække nye virksomheder, og dermed medarbejdere. I den forbindelse skal kommunen og alle os andre fortælle den spændende historie, vi har. Vi har en spændende bykerne, så gør vi det rigtigt, så kan vi vinde mange procenter. Vi skal være på beatet med de virksomheder, der ekspanderer. Vi skal besøge dem på forkant, og det er vi også i gang med. Vi har et godt samarbejde og et godt fokus der.
Kulturen vil spille godt sammen med erhvervslivet. Det er vigtigt, og vil løfte byen enormt.
– Vi ved også, at der kommer en masse nye arbejdspladser med de kommende projekter i byen. Det betyder generelt, at flere ser på Fredericia, og med den positive byudvikling generelt, så tror jeg på, at flere vil flytte til byen set i lyset af den grønne omstilling. Alt i alt kommer det til at gavne vores brand. Vores moderne grønne industriby koblet sammen med kulturlivet, som eksempelvis Fæstningscentret, der ser dagens lys, men også vores teater, der er ved at løfte sig igen. Så har man både den kulturelle del, men også de spændende erhvervsmæssige udviklinger. Fredericia gør det godt, og har mulighed for at spille en afgørende rolle for Danmarks klimaregnskab i hele Danmark, slutter Kristian Bendix Drejer.
Læs hele Fredericia MAGASINET her på siden.