Fredag den 31. oktober klokken 14 tages det første spadestik til Natur- og aktivitetsparken Hejls Multipark – et af de mest ambitiøse lokale projekter i Kolding Kommune. Parken bliver anlagt bag Hejls Multihus på Hejls Landevej 18 og skal danne ramme om natur, leg og motion i smukt samspil.
Bag projektet står Hejls Multihus, Hejls IF, Hejls-Hejlsminde Lokalråd og en række frivillige borgere, som siden 2021 har arbejdet på at gøre idéen til virkelighed.
»Det her handler om meget mere end en naturpark eller legeplads for en landsby. Vi skaber et sted, hvor generationer kan være sammen på tværs og være aktive i det fri. Et sted der er målrettet både lokale og områdets mange besøgende og turister. En park der gør Landsbyfællesskabet mellem Skamling og Hejlsminde Nor til et endnu stærkere og mere attraktivt lokalsamfund,« siger formand for projektgruppen Paul-Chr Kongsted.
Parken bliver bygget i samarbejde med blandt andre Realdania, Hedeselskabet/Dalgas, Kompan og Kolding Kommune. Flere fonde og lokale virksomheder har også bidraget økonomisk, og over 100 privatpersoner har allerede støttet projektet. Den samlede økonomi er på omkring syv millioner kroner, men der mangler stadig cirka en halv million for at nå i mål.
Hejls Multipark kommer til at bestå af flere natur- og aktivitetszoner. I naturdelen vil man kunne opleve områder som Den nordiske birkelund, Strandengs- og rørskovszonen, Skovhaven og Den danske egetræslund. På aktivitetsdelen bliver der blandt andet pumptrack og cykelbane, outdoor fitness, naturlegeplads, svævebaner, trampoliner, klatreskulpturer, balancebaner, to krolfbaner og en nærværszone for de mindste.
Et særligt element i parken bliver Naturbasen Hejls, et Realdania-jubilæumshus, der skal fungere som centrum for naturformidling i samarbejde med Naturpark Lillebælt.
Arkitekterne bag er Hedeselskabet/Dalgas og Kompan, som sammen med projektgruppen har skabt et design inspireret af naturen omkring Hejlsminde Nor og Lillebælt.
Alle borgere, foreninger og samarbejdspartnere er inviteret til at deltage, når det første spadestik tages fredag den 31. oktober klokken 14 bag Hejls Multihus. Her markeres begyndelsen på et nyt grønt samlingspunkt, hvor natur, fællesskab og aktivitet skal gå hånd i hånd.
Private kan fortsat støtte projektet via http://indsamling.hejlsmultihus.dk, hvor bidrag også kan opnå skattefradrag. Virksomheder, der ønsker at bidrage, kan kontakte Helle Birthe Jensen på info@hejlsmultihus.dk eller telefon 51 67 79 10.










