FERIE. Danskerne er begyndt at vende ryggen til de danske lufthavne og søger i stedet mod Hamborg. Nye tal fra rejseselskabet TUI viser, at antallet af solgte rejser fra Hamborg Lufthavn er steget med hele 62 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Alene de sidste to uger er salget blevet mere end fordoblet.
»De største stigninger ligger meget tydeligt i perioder, hvor skolerne i Danmark holder sommer- eller efterårsferie. Det er især børnefamilier, der vælger Hamborg, og det skyldes primært lavere priser og flere direkte ruter,« siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.
Lavere priser trækker sydpå
Én af forklaringerne på de mange danskere, der vælger Hamborg Lufthavn, er økonomien. Da den tyske sommerferie ligger senere end den danske, er efterspørgslen lavere i Tyskland netop i den periode, hvor danskerne rejser mest.
»Det tyske marked er prissat efter tyskernes ferieplaner, og derfor kan priserne være markant lavere, når vi danskere har sommerferie,« forklarer Mikkel Hansen.
For børnefamilier handler det også om bekvemmelighed. Fra Hamborg Lufthavn er der langt flere direkte flyruter til populære sommerdestinationer som Kreta, Cypern og Mallorca. Det betyder meget for familier med børn.
»Børnefamilier gider generelt ikke mellemlandinger. De fleste foretrækker at bruge lidt ekstra tid i bilen for at slippe for stressende ophold i forskellige lufthavne med små børn,« lyder det fra TUI’s kommunikationschef.
Oversøiske rejser hitter også
Udover de klassiske europæiske rejsemål oplever TUI også en stigende interesse for oversøiske destinationer. Blandt andet er rejser fra Hamborg til steder som Maldiverne, Mauritius, Mexico og Bali blevet mere populære i år.
Antallet af flyselskaber, som TUI samarbejder med fra Hamborg, er samtidig vokset fra 10 sidste år til 13 forskellige selskaber denne sommer. Det giver endnu flere muligheder for rejsende, der vælger turen syd for grænsen.