SPORT. En tirsdag formiddag på STATIONEN i Fredericia. Kaffen er skænket, småsnakken glider roligt, og direktør Thomas Renneberg-Larsen virker som en mand, der kender alvoren, men samtidig udstråler ro og handlekraft. Det er dagen efter, at klubben sagde farvel til en træner med internationalt snit. Han er klar til at forklare, hvorfor Fredericia HK har sagt farvel til cheftræner Guðmundur Guðmundsson, og hvad der nu skal ske med klubben, der i løbet af få år har bevæget sig fra oprykker til medaljekandidat og fast inventar i toppen af dansk håndbold.
Han tager en tår kaffe, trækker vejret, og så går vi i gang. I 14 minutter svarer han på spørgsmål om fyringen, om spillertruppen, om økonomien og om visionen frem mod 2029. Og hele vejen igennem er der en balance mellem ydmyghed og beslutsomhed.
»Vi mener stadigvæk, at det er realistisk at spille med i toppen af dansk håndbold. Vi hører til i toppen, og vi har materialet til det. Vi har også hele tiden sagt, at der kommer bump på vejen. Vi har et ungt hold, vi bygger op med talenter, og vi tror på, at når vi kommer hen til april og maj, så skal vi nok være der hvor vi skal være« siger han.
Han ved godt, at det ikke altid ser sådan ud udefra. Nederlaget til Skanderborg og den svage indsats mod Nordsjælland sidder stadig i kroppen hos både spillere og fans. Men for direktøren handler det om det lange sigt. At klubben bygger, justerer og lærer undervejs.
»Vi kommer ikke til at vinde alle kampene. Det kan være, at vi ender lidt længere nede i tabellen, men vi skal i slutspil, og med den nye struktur er det i semifinalerne, at pladserne afgøres. Det er vi godt rustet til« siger han.
Det store samtaleemne er naturligvis beslutningen om at stoppe samarbejdet med Guðmundur Guðmundsson. Fyringen ramte ikke kun i håndboldkredse i Danmark, men også internationalt. Det er sjældent, at en klub i den størrelse og med de resultater siger farvel til en træner med det cv.
»Som vi også skrev i pressemeddelelsen, så vurderer vi hele tiden truppen, spillerne og træneren. Vi syntes, at der manglede noget spilleglæde og noget gejst. Vi manglede de sidste procenter. Derfor vurderede vi, at vi skulle have en anden trænerprofil« siger Renneberg-Larsen.
Han understreger, at spillertruppen i dag er sammensat på en anden måde end i 2022, da Guðmundur Guðmundsson først kom til klubben.
»Dengang skulle der bygges op på en anden måde. Nu er projektet et andet. Tålmodigheden er heller ikke den samme. Vi har en ny retning, og vi vil gerne udfordre Aalborg om guldet i 2029. Så kræver det hårdt arbejde i mange år frem, og det kræver en ny profil« siger han.
Det er tydeligt, at beslutningen ikke har været let. Renneberg-Larsen taler med respekt i stemmen, når han nævner alt det, Guðmundur Guðmundsson har opnået med FHK.
»Det har ikke været særlig sjovt. Når man ser på de bedrifter, han har leveret, så er det imponerende. Vi har fået sølv, vi har fået bronze, vi har været i Final Four, vi har spillet Champions League og skal spille Europa League. Han har flyttet Fredericia HK til et helt andet niveau. Han har en stor plads i klubben og i vores hjerter, fordi han har gjort os mere professionelle. Det skal vi bygge videre på« siger han.
Men professionel sport er også benhård, og på et tidspunkt skal der træffes beslutninger, selv når de gør ondt.
»Vi tror på, at vi skal en anden vej. Så må man tage konsekvensen. Det er ikke sjovt, men sådan er sporten« siger han.
Når man fyrer en træner, bliver blikket hurtigt rettet mod resultater og spillestil. Men direktøren er ærlig omkring, at ansvaret også ligger andre steder.
»Man kan ikke fyre 16 spillere, så er det træneren, der står for skud. Men vi har alle et ansvar. Når vi laver 16 tekniske fejl mod Skanderborg, er det ikke trænerens skyld. Når vi brænder 12 oplagte chancer mod Nordsjælland, hvor deres keeper står med 45 procent, så er det ikke trænerens skyld. Spillerne skal kigge indad, og vi i ledelsen skal også kigge på, hvordan vi bruger ressourcerne og talenterne« siger han.
Han ved godt, at fans og kritikere hurtigt peger på spillersalg og profiler, der er smuttet. Navne som Lasse Balstad og Reinier Taboada er nævnt igen og igen.
»Kritik vil der altid være. Når man vinder, er det godt, og når man taber, er det noget andet. Vi har en plan for strukturen og for rekrutteringen. Hvis vi skal have plads til store talenter, kræver det, at man vælger noget andet fra. Det kan se mærkeligt ud udefra, men vi mener, det er det rigtige for FHK« siger han.
I stedet er blikket nu rettet mod Jesper Houmark og Michael Wollesen, der midlertidigt overtager. Houmark har tidligere været cheftræner i Fredericia HK og har siden arbejdet tæt sammen med Guðmundur Guðmundsson.
»Jesper er en dygtig træner. Han har lært meget af Guðmundur Guðmundsson og har lagt lag på. Han kender spillerne, og sammen med Michael skal han skabe spilleglæde og humør. Lige nu handler det om at rykke sammen i bussen og komme tilbage på sporet« siger Renneberg-Larsen.
Han ved godt, at Houmarks første periode som cheftræner blev kritiseret for blandede resultater, men han ser ham som den rette mand i den nuværende situation.
»Jesper har udviklet sig. Han har lært meget og er klar til opgaven. Sammen med Michael kan han give holdet det løft, vi har brug for« siger direktøren.
Mens det sportslige fylder, er økonomien altid en faktor i moderne håndbold. Renneberg-Larsen forsikrer, at klubben står solidt.
»Vi har en god sponsoropbakning og har fået nye sponsorer til. Fredericia har håndbold-DNA, og der er god opbakning fra byen, fra Trekantområdet og fra resten af Danmark. Vi kommer ud med et positivt resultat i regnskabet ved årsskiftet. Der er gode gænge i klubben« siger han.
Han vil ikke kommentere detaljeret på de økonomiske konsekvenser af fyringen.
»Det er interne forhold. Vi er polstrede til det, og vi er klar til at håndtere det« siger han.
Fredericia Idrætscenter har de seneste år været fyldt til store kampe, og klubben ved, hvor vigtig fanopbakningen er.
»Dem med sæsonkort og i fanklubben ved, at man skal bakke op i medgang og modgang. Vi arbejder hele tiden på at skabe oplevelser ud over håndbolden med fanszoner og familiearrangementer. Vi vil have, at folk får noget ekstra, når de kommer i hallen. Men selvfølgelig er det sådan, at jo flere kampe vi vinder, jo flere tilskuere kommer der« siger han.
Han nævner også den kommende kamp mod GOG, hvor der igen ventes mange tilskuere.
»Det er altid et hold, der trækker mange tilskuere. Der kommer rigtig mange på lørdag. Det bliver en stor oplevelse« siger han.
Midt i alt det praktiske, alt det svære og alt det følelsesladede, står en langsigtet drøm tilbage.
»Vi vil helt til tops. Aalborg er langt foran, også økonomisk, og det vil de være i mange år. Men vi skal måle os med dem, og vi vil gerne have mesterskabet tilbage til Fredericia. Vi vil også gerne spille europæisk håndbold, for det giver os en stemme i Europa og betyder noget for rekruttering og talentudvikling. Vores mål er at få guldet hjem til Fredericia. Vi vil udfordre Aalborg i 2029, og vi vil gøre alt for at se, om det kan ske før« siger Thomas Renneberg-Larsen.
Han læner sig tilbage i stolen på STATIONEN, stadig rolig, stadig handlekraftig. Han ved, at det ikke bliver nemt. Han ved, at klubben er i en overgang, hvor resultater ikke kommer automatisk. Men han insisterer på, at FHK er på vej den rigtige vej.
»Det tager tid at ændre tingene. Det tager tid at justere forsvaret og finde det nye udtryk. Men vi arbejder målrettet, og vi tror på projektet. Vi vil blive målt på resultater, men vi vil også blive målt på, hvordan vi udvikler os. Og vi tror på, at vi kan levere« siger han.
Fredericia HK har taget et skridt, der har vakt opsigt. De har sagt farvel til en træner, der har leveret historiske resultater, og de har sat kurs mod en ny fremtid. Ambitionen er intakt, drømmen lever, og direktøren er klar til at stå på mål for beslutningerne.