Medarbejderne hos Energy Cool var blevet briefet om, at de skulle komme til møde mandag klokken 08:30. Det viste sig, at de skulle overvære, at virksomheden fik overrakt DI Trekantområdets initiativpris.
Det store morgenbord med brød, kaffe og te var fundet frem. Alt var som det plejer, men gæsterne var det ikke. Direktøren for Energy Cool havde fået pålagt, at han ikke måtte sige, at virksomheden havde vundet prisen.
Lidt af afsløringen kom, da DI Trekantområdets bestyrelsesleder, Pia Jakobsgaard-Iversen, kom og var til stede sammen med erhvervsdirektør i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, og Fredericias borgmester, Steen Wrist. Da kaffen var skænket, og brødet lagt på tallerkenerne, tog Henrik Thorsen, direktør i Energy Cool, ordet og afslørede hemmeligheden over for medarbejderne.
– Det betyder rigtig meget for os. Vi synes selv, at vi er gode til det, vi gør, sagde Henrik Thorsen, der for et års tid siden flyttede ind i de nye rammer i Prins Georgs Kvarter.
Og det var med god grund, at Energy Cool flyttede i de nye rammer. De havde gennem flere år vokset med 100 procent, og det gjorde, at de manglede plads. Med en placering tæt på motorvejsnettet, og et lager samlet under ét tag, var det essentielt for Energy Cool at flytte. Førhen havde virksomheden lager flere forskellige steder i byen, og det var uholdbart.
Det er dog ikke kun med de nye rammer, at Energy Cool fik overrakt årets initiativpris. Med kølesystemer fra Energy Cool kan virksomheder faktisk spare helt op til 95 procent af deres energiforbrug til køling og dermed på deres CO2-udledning, hvilket gør Energy Cools kølesystemer til det mest energibesparende udstyr til køling og markedsleder inden for området globalt. Det var med den begrundelse, at virksomheden fik overrakt prisen.
– I har udviklet markedets mest energibesparende udstyr til køling og server- og teknikrum. Faktisk kan jeres kunder sænke energiforbruget og dermed CO2-udledningen med helt op til 95%, og det er virkelig godt. I er specialiseret i brugerdreven innovation på både enkelte komponenter og delsystemer samt komplekse systemer, som virksomheder sætter meget højt. Jeg har vænnet mig til tilgangen i jeres forretningsudvikling. I har blandt andet udviklet en ny software til overvågning af et nyt monitoreringssystem, og der har vi set, at I er gået fra at være specialiseret i hardwareløsninger til også at kunne levere software som en integreret del af produktet, sagde Pia Jakobsgaard-Iversen blandt andet.
Borgmester Steen Wrist gav også Energy Cool ord med på vejen.
– En initiativpris må være noget af det flotteste, man som ledelse og ejer og medarbejdere kan få. Det er i hvert fald et tegn på en virksomhed, der konstant er i udvikling og fornyelse og i færd med at løse udfordringer. Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod ordet initiativ. Men der findes måske et flottere og mere rammende ord, og det er ‘hittepåsom’. Et sjovt ord, der betegner evnen til at forny og tænke kreativt. Og det er simpelthen det, I herude er gode til: at skabe noget, opfinde noget, at hitte på. Jeg kan forstå, at I har haft, eller har, nogle regler om, at medarbejderne ikke må sidde på og spise frokost på samme plads som dagen før. At man ikke må parkere bilen på samme sted, og det vil jeg forsøge at huske på, når vi kommer til fest for at fejre blandt de 18, sagde borgmesteren og fortsatte:
– Det er for at udfordre det normale og for at bryde vaner. Det er, når man bryder vaner, man får nye perspektiver. Det er, når man bryder vaner, man pludselig falder i snak med en kollega, man ellers ikke ville få talt med, og de sidder måske med noget viden, som kan kobles sammen med den viden, man selv lige i dag sidder og pakker sig med. Og måske der kommer en ny idé ud af det, og det er dem, vi lever i. Og når der brydes vaner, så er det også for at indikere, at der ikke er noget, der er statisk. Der er ikke noget, der er fast. Alt kan udfordres. Og jeg forstår også næsten alt skal udfordres. Det ligger dybt i jeres virksomheds DNA, og det er formentlig noget af det allermest grundlæggende. Når jeg så samtidig ser jeres evner og jeres sitiation til at finde løsninger, der muliggør et moderne liv med kommunikation, der samtidig sætter mindst muligt aftryk på klimaet, så er det svært at finde nogle mere velvalgte til en initiativpris.
Efter de ord blev det officielle diplom for udnævnelsen til årets initiativpris i DI Trekantområdet overrakt af Pia Jakobsgaard-Iversen, og derfor kunne kaffen igen nydes på den særlige dag hos Energy Cool, der startede med en overraskelse for medarbejderne, som troede, de var mødt ind til et helt almindeligt morgenmøde.