VEJRET. Onsdag står Danmark over for et voldsomt vejrskifte. Efter flere dage med høj varme, hvor termometret mange steder i Syd- og Østjylland samt på Fyn vil nå over 30 grader, rammer et kraftigt uvejr med risiko for lokale skybrud, voldsom torden, hagl og vindstød af stormstyrke.
Særligt udsat er Trekantområdet, herunder Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Efter en meget varm dag nærmer en koldfront sig landet nordvestfra, og det vil onsdag eftermiddag og aften udløse kraftige regn- og tordenbyger. Fronten vil først ramme områderne omkring Lillebælt og Trekantområdet, før den bevæger sig videre mod Fyn, Sjælland, Lolland og Falster.
DMI oplyser, at kraftige byger kan begynde at opstå spontant allerede fra sidst på eftermiddagen og fortsætte til ud på aftenen.
Ifølge DMI vil bygerne flere steder udvikle sig til skybrud. Et skybrud defineres ved, at der falder mindst 15 mm regn på kun 30 minutter. Onsdag aften ventes der lokalt at kunne falde mellem 15 og 25 mm på kort tid, hvilket kan skabe udfordringer med oversvømmelser på lavtliggende veje og i kældre.
Det gælder især i områder som Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding, hvor borgerne opfordres til at være særligt opmærksomme og tage deres forholdsregler, hvis man har erfaring med tidligere oversvømmelser.
Voldsom torden, hagl og vindstød af stormstyrke
Uvejret ventes også at bringe torden og stedvis kraftige haglbyger med sig. Vindstødene kan lokalt nå stormstyrke med op til 20-30 m/s. Det betyder, at løse genstande, som havemøbler, trampoliner og lignende bør sikres eller fjernes fra åbne områder, oplyser DMI.
Vinden kan desuden skabe vanskelige forhold på Lillebæltsbroerne, hvorfor trafikanter bør være ekstra opmærksomme onsdag aften.
DMI’s officielle varsel gælder i tidsrummet fra onsdag kl. 18:00 til onsdag kl. 23:00. Her er risikoen størst for de voldsomme vejrfænomener.