Når Dansk Camping Union (DCU) i 2026 fejrer sit 100-års jubilæum, bliver det med både historisk tyngde og blik for fremtiden. Jubilæumsåret markeres blandt andet med købet af Grønninghoved Strand Camping ved Lillebælt, som dermed bliver campingplads nummer 20 i DCU-familien.
Fra sæsonen 2026 skifter pladsen navn til DCU-Camping Grønninghoved Strand, og købet falder sammen med et helt særligt år i organisationens historie.
»2026 bliver et helt særligt år for DCU. Det er 100 år siden, de første campister rykkede ud til Hundige, og campingfællesskabet i Danmark tog form. At vi netop i jubilæumsåret kan byde velkommen til campingplads nummer 20, er både symbolsk og meningsfuldt,« siger DCUs landsformand, Anne-Vibeke Isaksen.
100 år med camping, fællesskab og ferieminder
DCU blev stiftet i 1926 og har siden været samlingspunkt for generationer af campister. I jubilæumsåret ønsker organisationen at forbinde fortid, nutid og fremtid – med fokus på fællesskab, natur, friluftsliv og det nærvær, som campinglivet giver.
»Camping har i 100 år været et frirum fra hverdagen og en ramme om uforglemmelige ferieminder. I jubilæumsåret vil vi både mindes historien, fejre fællesskabet og se frem mod en fremtid, hvor camping fortsat samler mennesker tættere på hinanden og naturen,« siger Anne-Vibeke Isaksen.
Naturskøn jubilæumsplads ved Lillebælt
Den nye DCU-plads ligger naturskønt i en tidligere æbleplantage direkte ud til Lillebælt mellem Kolding og Haderslev. Grønninghoved Strand Camping er i forvejen kendt blandt mange campister og byder blandt andet på opvarmet pool, nye legepladser og direkte adgang til en børnevenlig strand.
Pladsen har siden 2020 været drevet af Anna Lund Rasmussen og Lasse Guldager Pedersen, som fortsætter som værter efter overtagelsen. Lasse Guldager Pedersen bliver samtidig lejrchef.
»Det har været vigtigt for os, at vi kan videreføre den udvikling og de aktiviteter, vi har skabt de seneste fem år,« siger Lasse Guldager Pedersen.
Jubilæumsaktiviteter i hele landet
I løbet af 2026 vil DCU invitere medlemmer, folkevalgte, medarbejdere og alle med interesse for camping, natur og fællesskab til at deltage i jubilæumsaktiviteter rundt om i landet.
»Vi håber, at jubilæumsåret bliver noget, vi fejrer sammen. Et år, hvor vi kommer tættere på hinanden og skaber nye ferieminder for livet,« siger Anne-Vibeke Isaksen.










