SAMFUND. Mere end 125.000 gange på halvanden måned. Så ofte har danskerne allerede været inde og tjekke, hvornår de egentlig kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på hjemmesiden pensionsalder.dk.
Den store interesse har overrasket Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som står bag hjemmesiden.
»Det er meget overvældende. Vi regnede med, der var et behov for den her information, men interessen har overgået alle forventninger,« siger Morten Skov Christiansen, formand for FH.
Hjemmesiden skiller sig ud fra andre pensionsberegnere, da den tager højde for de politisk vedtagne stigninger i pensionsalderen, der ligger i velfærdsforliget fra 2006. Ifølge aftalen kan pensionsalderen stige med op til ét år hvert femte år, og det betyder, at især yngre danskere kan se frem til at blive på arbejdsmarkedet langt længere, end mange regner med.
»Det var vigtigt for os at skabe et værktøj, hvor folk kan få et reelt svar på, hvad politikerne har planlagt for dem. For man hører måske, at pensionsalderen er hævet til 70, og så regner man med det. Men for alle på arbejdsmarkedet i 20’erne, 30’erne eller 40’erne er det jo helt misvisende,« forklarer Morten Skov Christiansen.
En 17-årig, der lige er begyndt som lærling i et hårdt fysisk håndværksfag, kan med de nuværende regler forvente at gå på pension som 75-årig.
»Når unge, der lige er begyndt i lære, får at vide, at de skal arbejde til de er 75, så siger det sig selv, at noget er galt. Det her handler ikke kun om tal – det handler om retfærdighed. Hvis vi ikke bremser pensionsalderen nu, risikerer vi at tabe tilliden og sammenhængskraften i Danmark,« siger Morten Skov Christiansen.
I efteråret præsenterede FH deres pensionsudspil ‘Trygt, retfærdigt og ansvarligt’, hvor de blandt andet opfordrer til, at en eventuelt stigende pensionsalder følges af investeringer i lønmodtagernes arbejdsmiljø og uddannelse.
»Når politikerne har besluttet, at pensionsalderen skal stige til 70 år i 2040, er det helt afgørende, at de samtidig forpligter sig på at sikre et mere retfærdigt pensionssystem for de kommende generationer. Det er en bunden opgave, som også kræver markante investeringer i både arbejdsmiljø og uddannelse,« siger Morten Skov Christiansen.