Bro i modvind fra både højre og venstre under byrådsdebat

0

POLITIK. Byrådssalen i Fredericia lagde mandag aften ramme om en debat, hvor de politiske fronter stod skarpt trukket op. På den ene side Socialdemokratiets Christian Bro, der forsvarede partiets beslutning om ikke at stille eget budgetforslag. På den anden side Venstres Peder Tind og Enhedslistens Cecilie Roed Schultz, som begge udfordrede Bro på ansvar, prioriteringer og realisme.

Christian Bro forklarede, at Socialdemokratiet bevidst har valgt at stå uden for budgetforliget i et valgår. Ifølge ham handler det ikke om at fralægge sig ansvar, men om at være ærlig over for vælgerne.
»Der bliver spurgt meget til, hvorfor der bliver delt en leder fra Dagbladet på de sociale medier. Men det gør der jo, fordi den leder nærmest ord til andet var den rådgivning, vi fik af forvaltningen allerede sidste år: at opbygge en kassebeholdning på 300 millioner og sætte en pind i udgifterne. Vi har haft seks år til at bremse op – nu får det nye byråd fire år til at gøre det,« sagde Bro.

Han anerkendte samtidig, at forligspartierne har lavet et velfærdsbudget, men kaldte det »bygget på tro, håb og fornægtelse«.
»Jeg må bare sige, at at gå ind i en valgkamp med et budget, som grundlæggende bygger på tro, håb og fornægtelse – det har jeg det lidt stramt med. Det kommer vi ikke til fra Socialdemokratiet. Men vi roser jer gerne for et velfærdsbudget,« sagde han.

Cecilie Roed Schultz: “Det hænger jo ikke sammen”

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz kvitterede med en skarp gennemgang af Socialdemokratiets udmeldinger – og de mange løfter, hun mente, partiet havde luftet uden at anvise finansiering.
»Som jeg hører det, vil Socialdemokratiet – ud over det, der allerede er afsat – sætte penge af til trafikregulering på Vesterringvej, annullere en gammel besparelse, give flere penge til de selvejende haller, endnu flere til Kringsminde og mange flere til teatret,« sagde hun.

Med en let ironisk tone fortsatte hun:
»Jeg kan huske, at vi talte om, at en ny teaterbygning ville koste omkring 600 millioner. Og så vil I oveni have 150 millioner mere i kassen. Jeg er virkelig ked af at tage jer sådan i skole, men hvis I lægger tallene sammen, så hænger det jo ikke sammen. Hvor vil Socialdemokratiet finde de penge? Vil I lave besparelser for at finde dem? Eller er det bare en gratis omgang?«

Peder Tind: “Man viser lederskab ved at fremlægge et budget”

Venstres gruppeformand, Peder Tind, tog debatten i en mere principiel retning. Han pegede på, at Socialdemokratiet burde have udnyttet chancen for at vise, hvad de ville med kommunen.
»Der er valg om halvanden måned. Og derfor vælger man ikke at stille et budgetforslag. Hvis man agerede sådan som leder for en kommune, så ville tingene jo falde fra hinanden,« sagde Tind og fortsatte:
»Det var nu, man skulle vise, hvad man ville for de næste fire år. Hvad man ville prioritere. For lige nu er der ikke rigtig nogen fredericianere, der ved, hvad Socialdemokratiet vil. Jeg synes, det er ærgerligt, at man bruger så meget krudt på at kritisere et budget, når man ikke engang selv stiller et.«

Han afsluttede sit indlæg med et sarkastisk forslag:
»Måske skulle vi pause mødet og se, om vi kunne finde et budget fra Socialdemokratiet, som vi kan stemme om. For så ved vi i det mindste, hvad de vil.«