Når klokken slår midnat den 31. december, er det ikke kun nytårsraketterne, der fylder luften. Nytårsdøgnet er årets travleste for de kommunale brandvæsener, som i gennemsnit rykker ud til 451 ildebrande, hvilket er over fire gange flere end på en almindelig dag.
Det oplyser Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.
Ifølge sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, er der dog meget, man selv kan gøre for at undgå, at nytåret bliver præget af brande. Han opfordrer danskerne til at tage enkle forholdsregler:
– Man kan gøre brandvæsenet og husejerne en kæmpe tjeneste ved at gøre det svært for ilden at få fat. Det kan både gøres ved at sikre, at containere og skraldespande tømmes og gemmes væk, og ved at undgå at placere brændbart materiale tæt på bygninger, udtaler han.
Ryd op før midnat
Forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, Mads Dalgaard, fremhæver, at nytårsfyrværkeri ofte lander uforudsigeligt.
– Vi ved ikke altid, hvor fyrværkeriet ender. Så inden nytårsdøgnet starter, er det en god idé at rydde op omkring boligen, på altanen og i åbne carporte, så man ikke har let antændeligt materiale liggende, som en vildfaren raket kan sætte ild til, siger han.
Fem gode råd til et brandsikkert nytår
For at reducere risikoen for brande har Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen udarbejdet fem enkle råd:
- Luk og lås døre til garage og skur.
- Placér affaldscontainere i god afstand fra bygninger, luk låget og lås dem, hvis muligt.
- Fjern brændbart materiale fra carport, altan, kælderskakt og lignende.
- Brug kun godkendt fyrværkeri og overhold sikkerhedsafstandene.
- Anvend fyrværkeriet korrekt og på sikre steder.
Derudover opfordrer myndighederne til at følge Sikkerhedsstyrelsens fem fyrværkeriråd, der blandt andet indebærer brug af beskyttelsesbriller og korrekt afstand til fyrværkeri.
Fokus på sikker transport og opbevaring
For dem, der håndterer fyrværkeri, gælder der særlige regler for både transport og opbevaring. Information om reglerne kan findes på Beredskabsstyrelsens og Sikkerhedsstyrelsens hjemmesider.