Bilist kørte fra sammenstød på motorvejen: Et kamera i modpartens bil ledte politiet til hende

En bilist, der kørte fra stedet efter et sammenstød på Sønderjyske Motorvej, blev fældet af et kamera i den anden bil. Nu er en 19-årig kvinde sigtet i sagen.
Uheldet skete tirsdag kl. 14.40 på motorvejen mellem Kolding Syd og Kolding Vest, hvor der skete et sammenstød mellem to biler. Det oplyste Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.
Den ene part kørte efterfølgende fra stedet uden at tage kontakt til den anden bilist, som derefter anmeldte episoden til politiet.
Anmelderen var kørende i en bil med kamera, så politiet fik både optagelser af episoden og en nummerplade. Det førte betjentene hjem til den 19-årige kvinde, der er sigtet for ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld, hvor man skal standse og udveksle oplysninger.
Anmelderen er en 29-årig mand fra Kolding Kommune.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport onsdag.


