KRIMI. Tirsdag formiddag omkring klokken 10.50 skete der et færdselsuheld på Esbjergmotorvejen i østgående retning ved Kolding. To biler fra Esbjerg var på vej samme vej, da det gik galt, og den ene bil endte liggende på siden i nødsporet.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at der ikke har været mange sager fra Kolding det seneste døgn, men at dette uheld alligevel skiller sig ud.
»Vi har et færdselsuheld på Esbjergmotorvejen tirsdag klokken 10.50, hvor der er to biler på vej i samme retning, østgående. Den ene, part 2, en personbil, kører i første vognbane med cirka 93 km/t, og den anden part kører cirka 120 km/t. Føreren af part 1 er uopmærksom i et eller andet omfang og registrerer ikke, at bilen foran kører lidt langsommere. Så han kører op bagi,« siger han.
Kollisionen betød, at den forankørende, en 86-årig mand, mistede kontrollen over sin bil.
»Den forankørende mister herredømmet over køretøjet og vælter om på siden, og den ender så på siden i nødsporet,« siger Arno Rindahl Petersen.
Bag rattet i bilen, der påkørte bagfra, sad en 27-årig mand. Begge førere slap fra uheldet uden fysiske skader, og ifølge politiet var der ikke tale om et voldsomt uheld.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.