Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer ikke længere, at det er forbundet med sundhedsfare at bade ved Rebæk Strand. Skiltene, som fraråder badning, er derfor fjernet fra stranden, og der er igen grønt flag ved Rebæk Strand i badevands-app’en.

Da der blev taget badevandsprøver efter det dobbelte skybrud sidste weekend, viste Rebæk Strand klare overskridelser af grænseværdierne for e-coli bakterier og enterokokker. Kolding Kommune frarådede derfor efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed badning, og torsdag blev der taget nye badevandsprøver.

I prøvesvarene, som Kolding Kommune modtog lørdag, er der konstateret lettere forhøjede værdier af e-coli bakterier, mens der ikke er overskridelser af enterokokker.

– Vi har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed her til formiddag. Styrelsen mener ikke, der længere er grund til at fraråde badning, selv om der var der en mindre overskridelse af indholdet af e-colibakter i torsdagens vandprøver. Styrelsen peger på, at der siden da har været masser af sol og minimal regn, ligesom der ikke er meldinger om overløb, oplyser ingeniør Per Bruun, Kolding Kommune.

Tirsdag bliver der igen taget badevandsprøver ved kommunens strande. Før man tager en dukkert, anbefales det at tjekke badevands-app’en, som løbende foretager computerberegninger af badevandskvaliteten ud fra bl.a. nedbør, strøm og vind. App’en heder Badevand. Du kan også se meldingerne på din computer på www.badevand.dk.