KRIMI. Det kunne være endt rigtig skidt, da der tirsdag aften udbrød brand i en stor lagerbygning hos Marius Pedersen på Virkelyst i Kolding. Branden opstod i en bunke sorteret affald – blandt andet plast, gips og andre deponivarer – og udviklede sig hurtigt, så politiet måtte handle resolut for at få en sovende chauffør vækket i tide.
Politikommissær Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi fortæller onsdag morgen, hvordan branden udviklede sig.
»Branden er opstået i noget sorteret affald, blandt andet plast, gips og andet deponi. Det er startet i et hjørne af bygningen, og da patruljen kommer frem, holder der en lastbil ret tæt på. Chaufføren ligger inde i lastbilen og sover, og patruljen kan simpelthen ikke få vækket ham. De ender med at måtte slå sideruden ind for at få ham vækket og flyttet lastbilen, da flammerne var ret tæt på,« fortæller Hoffensetz.
Ifølge politiets oplysninger var der tale om en bygning på omkring 80 gange 40 meter, og branden havde godt fat, da politi og brandvæsen nåede frem.
Branden blev meldt under kontrol kl. 21.46, men blussede op igen kl. 23.27. Da havde brandfolkene dog styr på situationen, og politiet kunne trække sig tilbage fra stedet.
»Vi vurderer, at branden formentlig skyldes noget affald, hvor der kan have været et litiumbatteri eller lignende, der har sat gang i ilden. Der er intet, der tyder på, at der skulle være foregået noget kriminelt,« siger politikommissæren og fortsætter:
»Der er ingen tegn på, at nogen skulle have brugt brændbare væsker eller lignende. Vi kan selvfølgelig aldrig udelukke det helt, men vi har ikke fundet noget, der tyder på det. For at komme videre i sådan en sag ville der typisk skulle være et klart spor, som for eksempel indbrud, brug af brandbare væsker eller lignende, og det har vi ikke.«
Politiet foretager derfor ikke yderligere efterforskning af sagen, medmindre nye oplysninger skulle dukke op senere.
Hans Hoffensetz understreger, at sagen nu går videre til forsikringsselskabet og virksomheden selv.
»Det bliver en sag mellem forsikringsselskabet og virksomheden. Hvis forsikringsselskabet ønsker at undersøge brandårsagen nærmere, kan de vælge at gøre det, men fra politiets side er vi færdige med efterforskningen. Vi har vurderet, at der ikke ligger noget kriminelt bag,« afslutter han.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.