Sydøstjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om et kontaktbedrageri, hvor en 85-årig mand og hans 83-årige kone blev narret til at udlevere deres hævekort og pinkode til en kvinde, der udgav sig for at være fra Nordea Bank.
Politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd oplyser, at svindlen fandt sted torsdag middag på Hundborgvej i Sønder Stenderup i Kolding. Den falske bankrepræsentant overbeviste ægteparret om, at der var foregået ulovlig aktivitet på deres bankkonto, og at de skulle udlevere deres kort og pinkode. Kort tid efter blev der hævet 17.000 kroner fra kontoen.
– Det er de her kontaktbedragerier, som vi har meget fokus på, fortæller Hans Hoffensetz.
Politiet fik først anmeldelsen dagen efter, da den forurettede mand havde rådført sig med sin søn. Ifølge politiet er det et kendt mønster, at bedragere udgiver sig for at være fra en bank og opfordrer borgere til at udlevere kort og koder.
– Vi er nødt til at nævne det igen og igen. Desværre går det ofte ud over ældre borgere, der kan have svært ved at gennemskue svindlen, siger Hoffensetz.
Politiet understreger, at banker aldrig vil ringe og bede om personlige oplysninger, hævekort eller pinkoder, og at borgere altid bør afvise den slags henvendelser.
Gentagende svindelnumre mod ældre
Sydøstjyllands Politi ser fortsat mange eksempler på denne type bedrageri, hvor svindlere ringer til ældre borgere og udnytter deres tillid.
– Det er trist, at man bliver snydt på denne måde, men desværre sker det stadigvæk, siger Hans Hoffensetz.
Politiet opfordrer borgerne til at være skeptiske over for uventede opkald fra personer, der udgiver sig for at være fra banken, og til at kontakte deres pengeinstitut direkte, hvis de er i tvivl.