Den 1. juli fik Fyns erhvervsliv en betydelig udvidelse, da Andersen Partners Advokatfirma, et velrenommeret, erhvervsorienteret advokatfirma med hovedsæde i Kolding, officielt åbnede kontor i Odense C. Dette nye tiltag byder på en stærk sammensætning af erfarne erhvervsadvokater, der har et indgående kendskab til og erfaring med at betjene virksomheder på Fyn.

Lokal forankring har stor betydning for erhvervslivet på Fyn, hvilket også gælder for advokatydelser. Det er dette princip, der ligger til grund for Andersen Partners’ nye afdeling i Odense C. Her vil det faste personale bestå af de erfarne erhvervsadvokater Martin Holm Land, Thomas Bøgholm og Nedim Karahodzic, understøttet af juridisk sagsbehandler Susan Olsen og advokatsekretær Nina Vilen.

Kontoret i Odense C vil være advokaternes nye arbejdsbase, hvor to ud af tre af dem, Martin Holm Land og Thomas Bøgholm, vender tilbage til deres tidligere advokatfirma, Andersen Partners. Senest har de alle været tilknyttet advokatfirmaet IDEAL i Odense.

Det nye kontor, som åbner på Filosofgangen 18 i Odense til september, vil over sommeren blive indrettet efter alle kunstens regler. Indtil da vil teamet operere fra et kontorhotel og ude hos klienterne.

Udover det faste team i Odense vil advokatfirmaet Andersen Partners forstærke deres tilstedeværelse ved at sende to erfarne erhvervsadvokater og partnere, Jakob Ravnsbo og Jon Stefansson, til kontoret en til to gange om ugen.

Jakob Ravnsbo, partner og advokat i Andersen Partners Advokatfirma. Foto: Andersen Partners Advokatfirma

– Vi er rigtigt glade for at få et stærkt team i Odense. De er erfarne, dygtige og specialister inden for erhvervsjura med et solidt netværk i det fynske erhvervsliv. For at have succes på Fyn, er det essentielt, at vi er tæt på kunderne og altid har et stærkt team af specialister i ryggen, udtaler Jakob Ravnsbo.

Martin Holm Land ser frem til samarbejdet med Andersen Partners og siger:

– I det nye set up får kunderne det bedste fra to verdener – vores viden og erfaring fra et tæt samarbejde med det fynske erhvervsliv kombineret med et utroligt stærkt bagland med faglige ressourcer inden for hele feltet af erhvervsjura.

De tre advokater har hver især specialiseret sig inden for køb og salg af virksomheder og fast ejendom, lejeret, ansættelsesret, kontrakter og entrepriseret. Derudover har de alle tre en solid erfaring i bestyrelsesarbejde.

Andersen Partners er et omfattende erhvervsorienteret advokatfirma med over 100 medarbejdere. Med hovedsæde i Kolding leverer firmaet juridisk rådgivning inden for alle juridiske discipliner. Firmaets mission er at skabe de mest tilfredse klienter og være advokatbranchens bedste arbejdsplads.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her