KRIMI. Søndag formiddag endte en almindelig tur ud med skraldet som en yderst ubehagelig oplevelser for en 90-årig mand fra Vestervang i Kolding. Klokken var omkring 09.45, da en sort personbil pludselig standsede foran mandens indkørsel.
Fra bilens bagsæde rullede en yngre kvinde vinduet ned og henvendte sig direkte til den ældre mand. Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi talte kvinden formentligt tysk, da hun fik mandens opmærksomhed med en uventet besked:
»En kvinde ruller vinduet ned og siger formentligt på tysk, at hendes far har en gave til forurettede, altså manden, der er på vej ud med skrald.«
Uden at manden nåede at fatte mistanke, præsenterede kvinden hurtigt en lille guldring, som hun satte på mandens finger. Guldringen viste sig at være for lille, hvorefter kvinden i stedet fortsatte med at lægge en halskæde omkring den 90-åriges hals. Derefter forsvandt bilen med det samme fra stedet.
Først da manden kort efter kom tilbage indenfor i sit hjem, opdagede han, at noget var galt.
»Da forurettede kommer indenfor, opdager han, at han mangler hans egen guldhalskæde,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Politiet har endnu ikke oplysninger om værdien af den stjålne guldhalskæde, men understreger alvoren i sagen.
»Det er en ret beskeden beskrivelse, jeg har af personerne. Kvinden er mellem 20-25 år og talte et fremmedsprog. Der var også en mand på 20-25 år, men ham har vi ingen nærmere beskrivelse af. Køretøjet var en sort personbil,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Har man oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.