Hvis du den 15. oktober opdager et blåt bagagetag på din cykel, ved cafébordet eller på et gadeskilt, så er det ikke en fejl. Det er Dansk Blindesamfund, der markerer Den hvide stoks dag med et venligt, men tydeligt budskab til alle seende danskere: Hold ledelinjerne fri for blinde og svagsynede.

Under mottoet “Ups! Jeg står på en ledelinje. Flyt mig” sætter Dansk Blindesamfund 3000 blå bagagetags i omløb for at gøre opmærksom på de usynlige vejvisere, som hver dag hjælper mennesker med synshandicap trygt gennem byens gader, pladser og stationer.

»De færreste lægger mærke til ledelinjerne eller ved, hvad de bruges til. Men for os er de livsvigtige. De forhøjede flader og knoppede felter i belægningen fungerer som vejvisere, der – sammen med den hvide stok – hjælper blinde og svagsynede med at orientere sig,« forklarer landsformand i Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft.

Når vejviseren forsvinder

Ledelinjerne er designet til at skabe sikkerhed og selvstændighed, men kun så længe de ikke er blokeret.

»For blinde og svagsynede er en blokeret ledelinje både farlig og utryg. Når en cykel, et cafébord eller et skilt står i vejen, forsvinder vores mulighed for at orientere os rigtigt og sikkert. Så forsvinder vores vejviser, og det kan skabe både usikkerhed og i nogle tilfælde panik,« siger Diana Stentoft.

Med de blå bagagetags vil Dansk Blindesamfund derfor minde danskerne om, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre hverdagen tryggere for andre.

En kærlig påmindelse

De frivillige, som deltager i kampagnen, placerer de blå tags på genstande, der blokerer en ledelinje – ikke som kritik, men som en venlig påmindelse om at være opmærksom.

»Det er ikke muligt for os blinde og svagsynede at se de blå tags, før vi støder ind i det, de hænger på. Derfor har vi brug for hjælp fra dem, der kan se, til at fjerne det, der står i vejen. At holde ledelinjerne fri holder muligheden åben for, at vi kan leve selvstændigt, selvom vi har et synshandicap,« siger landsformanden.

Kampagnen kulminerer den 15. oktober, hvor tusindvis af frivillige i hele landet hjælper med at sætte fokus på, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel.

Et fælles ansvar

Dansk Blindesamfunds opråb i anledning af Den hvide stoks dag er både kontant og kærligt:

»Vær ikke blind for en blind,« lyder budskabet fra Diana Stentoft. »Når alle hjælper med at holde ledelinjerne fri, skaber det en uvurderlig frihed for blinde og svagsynede. Vi håber, at kampagnen kan bringe os et skridt tættere på et Danmark, hvor alle kan bevæge sig sikkert – uanset syn.«