KRIMI. En gåtur i Nørreskov ved Vonsild syd for Kolding udviklede sig mandag eftermiddag uheldigt for en 14-årig dreng, da han ved et uheld satte ild til skovbunden med et cigaretskod.

Klokken 14.39 blev Sydøstjyllands Politi kontaktet om en brand i skovbunden ved Sjølundvej, efter at drengen selv havde slået alarm til brandvæsenet. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at drengen ved et uheld havde antændt branden ved at smide sine cigaretskod i skovbunden.

– Der er en ung mand, der er ude at gå en tur i skoven, han ryger en cigaret, smider cigaretskoddet i skoven og ryger lidt senere endnu en cigaret, som han også smider fra sig. Kort efter opdager han, at der er opstået ild, og han går selv i gang med at kontakte brandvæsenet. Der kommer også en skovfoged til stedet, siger Arno Rindahl Petersen.

Ifølge politiet var der heldigvis tale om en mindre brand, der ikke nåede at udvikle sig til et større område.

– Der står ikke sådan umiddelbart noget voldsomt om omfanget her, så jeg tænker ikke, at det har været et kæmpe omfang af brand, forklarer vicepolitikommissæren.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at der er oprettet en sag om overtrædelse af beredskabsloven mod drengen, men fordi han kun er 14 år – altså under den kriminelle lavalder – slipper han for en bøde.

Episoden kommer efter en længere periode med meget tørt vejr. Danske Beredskaber har tidligere advaret om, at naturen er usædvanligt tør, og alene i marts måtte brandfolkene rykke ud til hele 178 naturbrande. Det fik beredskabet til at opfordre alle til ekstra forsigtighed med åben ild i naturen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her