Efter grundige undersøgelser gennem dagen er politiet nu meget sikre på, at branden på Rytterskolevej i Taulov var påsat. Det betyder, at en gerningsmand er på fri fod.

Vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Jesper Brian Jensen kunne berette om nogle rolige timer mellem 10.00-17.00 i politikredsen, men også at politiet nu med stor sikkerhed konkluderer, at branden, der sendte TrekantBrand til Taulov klokken 04.18 i morges, var påsat.

– Efterforskningen er nået langt. Vi er færdige med de brand- og kriminaltekniske undersøgelser, og alt tyder på, at branden var påsat, siger Jesper Brian Jensen.

Politiet har samtidig afhørt vidner og borgere i området, og bekræfter også, at en gerningsmand er på fri fod, men politiet kan ikke komme nærmere ind på, hvem og hvad de går efter.

– Jeg kan ikke komme nærmere ind på efterforskningen, men gerningsstedet vil være afspærret resten af weekenden. Vi forventer at hæve afspærringen mandag formiddag, slutter Jesper Brian Jensen.

Her på AVISEN bringer vi dagligt nyheder fra Sydøstjyllands Politi. Du kan følge med på AVISEN for de nyeste kriminalhistorier. Alle oplysninger bragt i denne artikel er oplyst af Sydøstjyllands Politi ved den daglige pressebriefing.