Krigen buldrer løs i Ukraine. Men på den politiske verdensscene er der kulturkampe, økonomisk afmatning og politisk ustabilitet i horisonten. Derfor kan 2023 være et skæbnesår for Ukraine.
Ukraine er en del af det forhenværende Sovjetunionen. I de store byer talte de fleste mennesker russisk, og mange identificerede sig først og fremmest som sovjetiske borgere. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991 forsvandt den kommunistiske illusion om et stort, fælles rige fra den ene dag til den anden. Før den tid havde ingen turde forestille sig en genopstandelse af nationalstaterne. Ikke desto mindre var russisk sprog og kultur noget, der rakte vidt og bredt. Også i lande som DDR, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og de baltiske lande. Man fjernede nok statuer af Lenin og andre kommunistiske helte. Men den underliggende kulturelle påvirkning havde været enorm gennem det 20. århundrede.
Vesten har meget svært ved at forstå den russiske tankegang. Tidligt efter den russiske invasion af Ukraine, forbød EU TV-kanalen RT, der blev finansieret af Kreml. Begrundelsen var at RT spredte propaganda. Det vil sige de budskaber, der kom fra Vladimir Putins regering. Samtidig med at man lukkede ned for indsigten i det russiske samfund over en bred kam, begyndte krigsretorikken i de vestlige lande at nå et tilsvarende propaganda niveau. Størstedelen af den vestlige presse formidler ikke den russiske tankegang eller selvforståelse, men insisterer på at krigen skal beskrives ud fra vestlige forestillinger om Rusland.
Herunder en ide om at den russiske befolkning ikke støtter krigen mod Ukraine.
Illusionen lader dog ikke til at holde. I de russiske hjem er der stor splid mellem familiemedlemmerne. Især den ældre generation, der kan huske storhedstiden under Sovjetunionen som en supermagt, tror på Ruslands ret til at slå ‘de vestlige angribere’ tilbage. Erindringen om den kolde krig er stærk: Da dagligdagen bestod af hyldest til Den Røde Hær, og hvor gaderne var fulde af soldater eller skolerne flød med propaganda mod den vestlige ondskab. Livet i Ukraine var et liv i dette imperium. Et sted hvor man ikke tilhørte den ene eller anden nation, men derimod den kommunistiske verdensrevolution.
Stalin havde i sin regeringstid og frem til sin død i 1953 kollektiviseret landbrugsjorden og tvangsforflyttet millioner af mennesker i forskellige egne af riget. Det betød at Sovjetunionen havde store lommer af russere rundt omkring i det enorme land. Også i Ukraine.
Da Sovjetunionen afgik ved døden og Boris Yeltsin overtog magten, var de russiske borgere noget, man man nød til at tage stilling til. Ukraine var en ud af 15 sovjetiske republikker, der blev styret fra centralkomiteen i Moskva under kommunisternes diktatur. I forbindelse med murens fald i 1989, og østblokkens efterfølgende opløsning, besluttede ukrainerne i 1990 at republikkens primære sprog skulle være ukrainsk. Som en del af kommunisternes geopolitiske eksperimenter, var store dele af Ukraine skabt på baggrund af polsk territorie. Ukraines grænser var noget man flyttede rundt med. Ligesom med befolkningsgrupperne.
Europa er et kontinent, hvor det er svært at tale om et land, som et fast forankret sted. Historisk. Langt ind i det 20. århundrede flyttede grænser og folkeslag sig på kryds og tværs, samtidig med at adskillige krigshandlinger havde etniske mindretal involveret. Selv Danmark, der fik forløsning i 1920 da Sønderjylland vendte tilbage til riget.
For alle de tidligere sovjetiske republikker var det i 1990’erne et kapløb mod diktaturet. Få havde tiltro til at Rusland ville udvikle sig i en demokratisk retning, selvom Yeltsin arbejdede på det. Men det var ikke nemt. Der var ingen demokratisk tradition i hverken Rusland eller de forhenværende sovjetiske stater. Før kommunisterne havde man haft Zar-diktaturet, der også undertrykte og forfulgte sin befolkning. Yeltsin afsluttede sin regeringstid med at udpege Vladimir Putin som ny leder af Rusland. Den relativt frie presse man havde på dette tidspunkt var dødsdømt. Det samme gjaldt demokratiets spæde og sårbare eksistens i det tidligere kommunistiske imperium.
Putin har gennem hele sin embedsperiode drømt om at genskabe respekten for Rusland og Moskva. I store dele af hans tid har der været en pæn opbakning til ham, når han har spillet på de nationalistiske vinde og fortidens stormagtsstatus. Herunder også forskellen på Ruslands værdier og vestens værdier.
Vesten morede sig i 1990’erne over den fordrukne præsident Yeltsin fra Rusland, der med festlige indslag og skandaløse udskejelser symboliserede æraens naivitet. Først og fremmest var man lettede over at Sovjetunionen var gået under. Dernæst var man travlt optaget af, hvem der havde æren for ‘sejren’. Det genforenede Tyskland symboliserede denne nye tid. Tyskerne lagde deres vægt ind i det europæiske samarbejde. Her kunne man finde sin selvbegrundelse og udtømme frygten hos naboerne for det nye, store Tyskland. De fleste nabolande fulgte med. Også selvom det europæiske projekt var udbredt upopulært på et gennemsyret nationalistisk kontinent. Eliten af politikere ville det således, koste hvad det ville. En holdning der har sat sine spor, og som flere gange har bragt EU på kanten af kaos, senest med Brexit, da den engelske befolkning stemte sig ud af samarbejdet.
Det er aldrig lykkedes at få folkelig opbakning til EU-projektet. Skepsis, irritation og manglende interesse præger de fleste lande i samarbejdet. Nationaliteten er en betydningsfuld faktor, hvor selvbestemmelse og forskellige politiske agendaer besværliggør en synkron politik hen over EU.
Denne analyse har Vladimir Putin også lavet. Ikke mindst den del, der handler om det vestlige Europas nedladende syn på de tidligere lande fra østblokken. Vi kender det i Danmark, hvor den generelle holdning til polakker, baltere og rumænere ikke lige frem trækker positive overskrifter. Ofte beskrives de som tyve, snyltere eller andet dårligt. Hvor skulle der så være nogen som helst grund til at tro at vesten ville bekymre sig om ukrainere?
Men mere end noget andet, så har Kreml forstået, at de vestlige borgere aldrig nogensinde kommer til at sende soldater til frontlinjen. ‘Vi står sammen med Ukraine’ lige indtil en dansk, tysk, fransk eller amerikansk soldat skal i krig.
Putin kan derimod indkalde den russiske ungdom til nedslagtning uden nævneværdige protester. Propagandaapparatet i Rusland kører for fuld udblæsning, samtidig med at det hemmelige politi slår ned på kritikere med hård hånd. Der er eksempler på, at folk der demonstrerer arresteres og sendes direkte til frontlinjen. Når de døde russere flyder på ukrainsk jord, hyldes det i vesten som sejre mod den russiske aggressor. I realiteten er der tale om en tragedie, for få russere ønsker sandsynligvis at være i krig. Siden opløsningen af den sovjetiske stat har alle de tidligere østlande kæmpet for at få andel i den vestlige rigdom. Ikke mindst symboliseret ved at også Ukraine forgæves forsøgte at blive optaget i EU.
Nu eskaleres krigen. Vesten kæmper i Ukraine ved at forsyne landet med milliarder af dollars, våben og efterretninger. Udsigten til at endnu hundredetusinder af unge mennesker og civile dør, præger ikke hverdagen i vesten. Det sker jo alt sammen et andet sted. Samtidig er vesten dybt optaget af kulturkrigen, hvor banaliteter som hvor mange køn der mon er, fylder langt mere en ligposerne i øst. I USA er kulturkrigen endnu mere polariseret end i Europa. Landet er opdelt i to nogenlunde lige store lejre, der hader hinanden inderligt.
Intet under at Putin gambler på at vestens opbakning til Ukraine smuldrer. For i 2024 begynder præsidentvalgkampen i USA. Da vil Joe Biden være 81 år gammel. De fleste af hans jævnaldrende nyder deres otium, mens de ser tilbage på livets hastige skridt. Demokraterne er milevidt fra at kunne præsentere en yngre kandidat, der kan vinde valget. Partiets top er en aldrende forsamling, der klynger sig til magten, og som ikke har kørt yngre kandidater i stilling. Og republikanerne har stor fremdrift, ikke mindst på grund af et voksende oprør blandt almindelige amerikanerne, der ikke kan se sig selv i LGBTQ+ ideologien, men tværtimod bekender sig til en bibelsk tradition. Og det demokratiske parti har intet gjort for at nærme sig disse vælgere, men tværtimod eskaleret fronterne yderligere de sidste 3 år.
Skulle præsidentmagten skifte i USA, som den netop skiftede i kongressen forrige år, vil den verdenspolitiske dagsorden sandsynligvis ændre sig. Det ved europæerne. Og det ved Vladimir Putin. For hvem kan ikke huske Donald Trumps udenrigspolitiske kurs?
Derfor kæmper Volodymyr Zelensky en kamp mod uret. Den ukrainske præsident er måske en af vores tidsalders smarteste politikere. Hans charmeoffensiv i vesten har sikret enorm opbakning og militær støtte til Ukraine. Men det kniber med republikanerne i USA. Her er ‘America first’-dogmatikken tung. Selvom ingen kan spå om udfaldet på slagmarken, så er virkeligheden barsk:
Ingen snakker om fred. Alle snakker for krig. Ukraine skal vinde. Rusland skal tabe. Ukraine modtager våben fra vesten. Rusland får minimum ammunition fra Kina. Krigen eskaleres løbende. Senest vil vesten arrestere Putin. Joe Biden er alderssvækket og har ingen naturlig afløser. Republikanerne kæmper for de marginale stemmer på yderfløjen, der tidligere stemte på Trump. Destabiliseringen af vesten er i fuld gang, både med kulturkrige og splid mellem befolkningsgrupperne, samt med en potentiel økonomisk krise under overfladen.
Derfor kan 2023 være skæbneåret for Ukraine.
