Hvor er det danske samfund henne i år 2030? Med en voksende tendens til stammementalitet, brutalitet og forråelse peger pilen i retning af dyb splittelse. Vi behøver ikke se særlig langt ud over vores egne grænser for at konstatere, hvad det vil indbære. En af vores tætteste allierede gennem historien, England, har været plaget af Brexit og følgevirkningerne, hvor to næsten lige store dele af befolkningen er uenige med hinanden. Demokratiets yderste frontlinje er marginalerne, der skiller to grupper fra hinanden på midten.

Udover en kølig konstatering af at der findes næsten uoverkommelige udfordringer for fællesskabets fred og fordragelighed, så har covid-19 pandemien demonstreret hvor let propaganda kan spredes. Og i samme forbindelse hvor skadeligt det er for et fællesskab, når myndighederne og politikerne blander kortene så meget, at man ikke længere skelner mellem embedsførelse og politik. Det kan have vidtrækkende konsekvenser for sammenhængskraften i samfundet, for hver gang demokratiet har afviklet et valg, så beror freden på at taberne accepterer nederlaget. Derfor har det betydning, hvordan politikerne opfører sig.

Men en af tidens absolutte hovedtrends er selviscenesættelsen. Det er hvor hver en anledning bliver brugt til at sige: Her er jeg. Jeg gør det her.

Det er en trend som specielt politikerne er blevet en stor del af. Men under covid-19 har embedsfolkene også besluttet sig for at deltage i markeringen og selviscenesættelsen. Mest tydeligt har været de milliondyre reklamekampagner, hvor direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har forladt de klassiske dyder for embedsmænd og i stedet for fungerer som kendis og politiker. Det sår tvivl om objektiviteten, uanset hvor velment selviscenesættelsen er. Samtidig er der blevet etableret fælles pressemøder, hvor politikere og embedsfolk optræder i flok, hvilket bidrager til at udviske grænserne mellem det administrative, det politiske og det udøvende.

Men det er også kulminationen på en tendens i Danmark, der er blevet etableret siden årtusindeskiftet. Danmark er et land, der er bygget op omkring en stærk parlamentarisme. Historisk handlede det om at vi havde haft en enevældig Konge, og derfor ville man i den demokratiske udvikling udvide magten til flere hænder. Derfor er vi endt med at Folketingets partier peger på en statsminister. Danmark har ikke præsidentvalg, hvor man vælges direkte til posten som landets leder. Samtidig er der i statsministerens embede ikke præsidentlignende magt, sådan som vi kender den fra USA, hvor man netop stemmer direkte på præsidenten.

Ikke desto mindre har tendensen blandt politikere og medier været, at man har forsøgt at opstille valgene som om det var et præsidentvalg. Det er bedst set under valgkampene, når de store medier har bestemt, bestilt og faciliteret ”præsidentdebatter”, hvor eksempelvis Lars Løkke Rasmussen mødte Mette Frederiksen, uden deltagelse af de øvrige partier.

Kort sagt er statsministerembedet meget overvurderet i den daglige nyhedsformidling. Det er fortsat således, at man som statsminister har brug for et parlamentarisk flertal. Man skal kunne forlige sig med andre partier. Det er et andet sæt spilleregler. At dette ikke afholder den siddende statsminister fra at sole sig temmelig meget i Spejlsalen som landets leder, er tydeligt nok. Hvad værre er, så er der i disse dage sluppet en stor mængde sms’er ud i forbindelse med Mink-kommisionens undersøgelser, der afslører en topstyring og intimidering af embedsfolk, hvor der ikke efterlades tvivl om, at selv en global pandemi afvikles som om det er politik, ikke videnskab, der kan afhjælpe en global sundhedskrise.

Indenfor den sundhedsvidenskabelige verden afklarer man normalt fagets resultater og udfordringer i relativ stilhed. Men under covid-19 er selv tvivlsomme og midlertidige konstateringer endt som overskrifter, politiske statements og kriser. Den almindelige befolkning har aldrig nogensinde før engageret sig så voldsomt i sundhedsfaglige terminologier. Uanset ens uddannelsesmæssige baggrund, så er hverdagen under coronakrisen præget af udbredt mistillid, skepsis, fjendtlighed og politisering. Det ses tydeligt i kommentarsporerne. Men det vigtigste spørgsmål, rent videnskabeligt, er fortsat, hvorfor så mange eksperter har været villige til at blive udstillet som om de var ved at forudsige vejrudsigten.

Uanset udfaldet af den igangværende pandemi, så tyder alt på at den kommer til at definere 2020’erne. Den kollektive hukommelse vil ikke glemme den lange periode med mistillid. Svækkelsen af de demokratiske institutioner og normer kan frem mod 2030 blive endnu større, hvis splittelsen i befolkningsgrupper fortsat øges, sådan som det er set i England. Men den største udfordring bliver den kommunikation, der er blevet etableret i Orwellske proportioner. For den konkrete magthaver kan det være meget belejligt, hvis embedsapparatet lejlighedsvis tilsidesætter videnskab og fakta for en politisk. Men det er kun belejligt, så længe man har magten. For ved et magtskifte kan nye magthavere forme nye erkendelser.

Det danske samfund befinder sig i en stor transformation. Vi skal nok tilbage til besættelsestiden for at finde et tilsvarende eksempel på kollektiv prøvelse. Det fik afgørende betydning for det, man kom til at kalde for efterkrigs-generationen, at der havde været en samarbejdspolitik med tyskerne. På samme måde kan vi i 2030 måske se, at efter-corona-generationen vil kræve helt andre politiske dagsordner og et rent embedsapparat, muligvis belært af covid-19-embedsførelsen, der udviskede grænserne mellem det politiske, det videnskabelige og det embedsudøvende.

Skriv en kommentar