Fredag er der Open by Night i Fredericia i forbindelse med, at der er Kulturnat. Dagen igennem er der aktiviteter i midtbyen.

For første gang siden coronapandemiens indtog afholdes der en Open by Night under normale forhold. Lene Bach Jørler fra Fredericia Shopping fortæller, at handelsstandsforeningens planlægning ikke har skulle drøftes med myndighederne, og der ikke har været hensyn at tage. Eksempelvis er der ikke forsamlingsloft, der gør, at aktiviteterne skal være i bevægelse for at sikre der ikke samles større grupper.

Vi har lært, at vi kan sprede tingene mere ud i gaderne, og det vil vi komme til at fortsætte med. Selvfølgelig kan vi nu samles mange på store pladser, men vi har fokus på, at der skal ske noget i alle gaderne, siger Lene Bach Jørler og fortsætter:

– Fokus er på, at man som familie skal komme ind og hygge sig i bymidten, hvor vi håber, at man vil tage imod de oplevelser, som vi har planlagt. Temaet til Kulturnat er ”hold afstand”, og det sammenkobler vi med, at man kommer ned i gear til en hyggelig dag, siger hun.

I forbindelse med Open by Night vil 123fest være til stede i både Vendersgade, Danmarksgade og Gothersgade, hvor de vil stå for forskellige aktiviteter fra klokken 15:00 – 19:00.

Der kommer også forskellige musikalske indslag. På Rådhuspladsen spiller en DJ klokken 14:00, 16:00 og 18:00, og klokken 15:00, 17:00 og 19:00 vil et band spille på scenen, oplyser Lene Bach Jørler. På Rådhuspladsen vil der ligeledes fra klokken 17:00 være en stor biludstilling, som LWRD Denmark står for.

I hytterne, som er blevet benyttet til sommer- og juleby, vil derfra klokken 15:00 – 22:00 være et kunsthåndværkermarked fra Depotgården, og det bliver også muligt at opleve forskellige ting fra Fredericia Musical Teater, der blandt andet fra klokken 11:00 – 12:00 giver en forsmag på musicalen De Tre Små Grise.

Skriv en kommentar