Det er med glæde at der nu bliver taget hul på diskussionen om at afvikle Regionerne. Regionerne har aldrig været et ønske fra Dansk Folkeparti. Men det var et kompromis, da man nedlagde Amterne og lavede en ny kommunal reform. Og gik i gang med at laven en stor ændring af sygehusstrukturen.

Regionernes hovedopgave er, og har været at få denne store omlægning af strukturen af sygehusene på plads. Denne opgave er nu ved at være løst og derfor er det helt naturligt at vi nu skal se på, hvordan vi får afviklet Regionenerne og videreført opgaverne i andre regi.

Danmark er alt for lille til at skulle have tre politiske niveauer med der tilhørende forvaltninger og et hav af embedsmænd. Vi kunne bruge pengene meget bedre ude i sidste led, altså ved at pengene blev brugt på direkte sundhed for borgerne, i stedet for et ekstra stort administrativt og politisk niveau.

Som nyt medlem af Region Syddanmark, kan jeg se at vi som politikere reelt ikke har den store indflydelse på hvad pengene bliver brugt på. Vi er allerede underlagt Sundhedsministeriet og Sundhedsministeren. Det er kun småpenge vi kan prioritere over.

Derved er jeg blevet bekræftet i det jeg gik til valg på i november sidste år.
Nemlig at jeg ville arbejde for at Regionerne blev nedlagt og opgaverne flyttes ud i kommunerne, således at borgerne kan få en sammenhængende behandling i sit nærområde, og ikke bliver kasteboldt mellem Regionen og Kommunen, der begge konkurrere om de samme penge og de samme tilbud til borgeren.

Jeg ser frem til en spændende og vigtig diskussion om afviklingen af Regionerne i nær fremtid.

Susanne Eilersen
Lunddalvej 3, 7000 Fredericia
Medlem af Region Syddanmark og Folketingskandidat for Dansk Folkeparti.