Efter at Radio24syv i 2019 tabte en fornyet udbudsrunde til et sammenrend af lokalradioer og investorer, har det været svært at få genetableret alternativet til DR’s radiokanaler, der ellers var ideen bag det oprindelige udbud, de ellers havde vundet. Radio24syv blev en kæmpesucces blandt danskerne, men samtidig havde radiokanalen gjort sig upopulær blandt centrale politikere, selvom den begrundelse aldrig er blevet brugt til afgørelsen om at fjerne støtten.

Til gengæld har vinderen, radio LOUD, stort set ingen lyttere. Den erkendelse førte fornylig til at Radio- og tv-nævnet udtalte alvorlig kritik og samtidig krævede en radikal kursændring, hvis der fortsat skulle udbetales penge til LOUD. Også Radio4 lider af at være en temmelig beskeden publikumsucces. For kanalerne gælder det at lyttertallene er så lave, at de knap nok kan måles. Bevillingen til LOUD lyder ellers på hele 90 millioner kroner.

Berlinske Media ejer navnet Radio24syv. De havde oprindeligt en ejerandel på 70% af kanalen. Derfor kan de uden videre tage navnet i brug igen. Men det falder ikke i god jord hos en af de tidligere ledere af Radio24syv, Mads Brügger, der siden 2019 har udtalt sig meget kritisk om forløbet dengang. Til Weekendavisen siger han, at der er tale om et ”gravskænderi”. Den holdning bygger han blandt andet på, at LOUD har fået sin bevilling på en helt anden baggrund og med en helt anden målgruppe.

Radio LOUD har kort tid før Radio- og tv-nævnet offentliggjorde deres kritik af kanalen ansat Simon Andersen, der kom fra en stilling som chefredaktør på Berlinske, men som før havde været med til at lede Radio24syv.

Som en del af den nye strategi for radio LOUD vil Berlinske oprette flere lokale afdelinger. Hvor ved man endnu ikke. Andre mediehuse har også opdaget at der er ekstra støttepenge at hente, hvis man placerer sig i provinsen. Således har JyllandsPosten og B.T oprettet flere lokalafdelinger. I forhold til at kunne udnytte synergien på de skrantende forretninger, håber man at radiouniverset kan give en ekstra gynge til karrusellerne. Bag Radio4 står Jysk Fynske Medier, der via sit lokalavis imperium er den største aftager af offentlige støttemidler.

Før radio LOUD kan skifte navn, skal det godkendes af Radio- og tv-nævnet.

Skriv en kommentar