Bevæger man sig til en af de større byer i Danmark eller Europa kan man ikke undgå at se dem. Cykelbude med en stor kasse på ryggen i fuld gang med at levere mad til hungrende danskere. Platformsarbejde findes også i andre brancher, men fælles for dem er, at vilkårene for de arbejdende er noget tvivlsomme.

De bærer farvede jakker, de cykler rundt i alt slags vejr og så leverer de mad til danskerne. På de sociale medier findes mange jokes om de kære cykelbude, men kun de færreste ved, hvilke vilkår de arbejder under.

Platformsarbejde findes i mange brancher, og det er en stigende kategori af arbejdere. Flere og flere, hovedsageligt unge mennesker, vælger platformsarbejdet som et alternativ til et fritidsjob. Der er stor fleksibilitet, og man er sin egen chef. Man vælger selv, hvor og hvornår man vil arbejde. Det er den frihed, der tiltaler mange – og det er det stærkeste argument fra platformsvirksomhederne, når de bliver spurgt ind til, hvorfor så mange vælger dem til som ”arbejdsplads”.

Arbejdsplads er sat i citationstegn, fordi definitionen af en platformsarbejder er noget uklar. Langt de fleste er kategoriseret som solo-selvstændige og kun ganske få falder ind under arbejdstagerkategorien. Det er netop denne klassificering, der for mange politikere er en udfordring.

Udfordringen bunder i, at når platformsarbejderne er ansat som selvstændige, så er de selv ansvarlige for at tegne arbejdsskadeforsikring og de er selv ansvarlige for at betale skat. I Danmark så man en række sager mod tidligere Uberchauffører, der ikke havde betalt skat af deres indkomst. At der tilmed blev ført en række sager for brud på taxaloven, det er en længere historie om, et Folketing der greb ind og begrænsede Ubers muligheder i Danmark.

Endvidere er kategorien som selvstændige en hæmsko for at sikre bedre arbejdsvilkår og bedre lønvilkår for de platformsansatte, må man forstå på fagbevægelsen. Konkurrencelovgivningen, både nationalt i Danmark og på europæisk niveau, sætter en stopper for muligheden for at lave kollektive forhandlinger. Grunden til at konkurrencelovgivningen er et problem skyldes, at hver selvstændig tæller for en virksomhed, og hvis virksomheder går sammen, for eksempelvis at hæve priserne, anses dette for at lave karteldannelse.

3F indgik som de første i verden overenskomst med en platformsvirksomhed

I april 2018 kunne man læse om det formand for 3F, Per Christensen, beskrev som værende en milepæl til Fagbladet 3F. Efter længere forhandlinger kunne 3F og Hilfr nemlig sætte underskrifterne på verdens første overenskomst med en platformsvirksomhed.  Dette var starten på et arbejde, hvor mulighederne for at tegne flere overenskomster bliver afdækket grundigt.

Dog er der fortsat en udfordring, som ikke nødvendigvis er løst med overenskomsten. Konkurrencerådet har kendt dele af eftervirkningerne af overenskomsten for ulovlige, fordi de minder om karteldannelse.

Her er det dog værd at bemærke, at der i kendelsen bliver undtaget de såkaldte ”SuperHilfrs”, altså de platformsarbejdere der er omfattet af den indgåede overenskomst. Dette skyldes, at de i rettens forstand er at betegne som lønmodtagere og ikke solo-selvstændige. Derfor er der intet til hindre for, at de må lave kollektive forhandlinger og sætte en mindstepris for deres arbejde. De øvrige platformsarbejdere på Hilfr, der ikke er omfattet af overenskomsten, har derimod ikke retten til at sætte en fælles mindstepris. Det er dette, Konkurrencestyrelsen i deres kendelse slår ned på.

Fakta om overenskomsten mellem Hilfr og 3F

  • Personer der har arbejdet mere end 100 timer på platformen går fra freelancestatus til ansat
  • Fast grundtimeløn på minimum 141,21 kr. i timen
  • Pensionsordning
  • Feriepenge
  • Sygedagpenge

Europaparlamentariker: Det er svært men vigtigt at finde løsninger

Dagsordenen er kommet på den europæiske dagsorden, hvor Beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit har igangsat et større arbejde om netop platformsarbejde. Det glæder Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

– Nu begynder det at komme land for land. Flere og flere domme viser, at det her er ansatte og ikke selvstændige. Diskussionen har været, hvad kerneopgaven er for virksomheden, de påstår, det er IT og ikke transport. Jeg vil påstå, at kerneopgaven ikke er it, men transport, slår Marianne Vind fast.

Klassificeringen som selvstændig giver en større frihed og fleksibilitet for de der vælger at arbejde på en platform, lyder det ofte fra platformsvirksomhederne, når de bliver spurgt til, hvorfor de hyrer solo-selvstændige i stedet for at ansætte. Det er ikke et argument, Marianne Vind giver meget for.

– Der er ikke noget nyt i, at man har fleksible arbejdsformer. For 30 år siden arbejdede jeg i et cafeteria på Kalundborg-Aarhus. Dengang havde vi en stor tavle hvor man meldte ind, hvornår man kunne arbejde. Jeg var ansat af DSB, der var da en masse fleksibilitet dengang. I dag behøvede jeg slet ikke møde op på stationen. Så det må kunne lade sig gøre at have fleksibilitet og et faktisk ansættelsesforhold, forklarer hun.

Et af de løsningsforslag, der har været på bordet, handler om at give muligheden for kollektive forhandlinger. Med ret til kollektive forhandlinger kan de platformsansatte gå sammen i kampen for bedre løn- og ansættelsesvilkår.

– De bestemmer ikke selv, hvad de kan få for det. Var man nu selvstændig, så kørte man ikke rundt med et Wolt-skilt på. Så kørte man rundt og reklamerede for sit eget firma – præcis som en vognmand før. Man kører med sit eget arbejdstøj og sit eget skilt. Når man så kører med et andet firmas skilt, så er man da ansat, siger Marianne Vind og fortsætter:

– Det lyder som om, at kollektive forhandlinger er vejen frem. Det er det, alle tænker, der skal til. Vi har over 100 års tradition i Danmark – og det virker. Men vi skal passe på her. For siger man, at selvstændige kan få præcis de samme rettigheder som ansatte, der kollektivt står sammen – altså hvis man som hvert sit firma kan gøre det. Det undergraver det at være lønmodtager.

En anden model, der har været på tale, er at lave en helt tredje kategori, så der i stedet for at man enten er lønmodtager eller selvstændig kommer en mulighed for at blive kategoriseret som platformsarbejder. Det er ikke vejen frem, mener Marianne Vind.

– Tager vi og laver en tredje kategori, udvander vi lønmodtagerne. Så vil vi ende med at tusinder bliver kategoriseret som selvstændige. Ser vi tilbage i tiden, der var der en masse solo-selvstændige håndværkere. Det var de, fordi de ikke ville have en chef. Selvom de til tider var indlejret i et større byggeri, så kom de altid med deres eget firmanavn på bilen og deres eget arbejdstøj. I dag kommer man ind som indlejret og arbejder skulder ved skulder, men man er hvert sit firma. Det vil brede sig helt vildt, hvis vi får en tredje kategori, forklarer hun og fortsætter:

– Det vil forplumre vores arbejdsmarked fuldstændig. Det vil ikke gøre arbejderne rigere. Det tror jeg, er det vi skal have for øje. Alle firmaerne arbejder i den retning, fordi det er billigst muligt. Det betyder bare ikke bedst muligt for arbejderne.

Hvis ikke en tredje kategori er løsningen, hvad er så? For Marianne Vind handler det om at tage et opgør med konceptet i solo-selvstændige. Ikke fordi man ikke skal kunne være det, men fordi der i højere grad skal fokuseres på, om man løser virksomhedens kernearbejde eller ej.

– Jeg synes, man bør tage et opgør med konceptet i solo-selvstændige. For mig at se skal vi drøfte, hvad kerneopgaven for en virksomhed er. Sæsonarbejdet og vikariater er noget andet. Men udfører du virksomhedens kerneopgave, så skal man være ansat. Man skal ikke være falsk-selvstændig, slår Marianne Vind fast.

– Det er jo ikke kun i transportbranchen, det var også sidste år på tyske slagterier. Er man slagteriarbejder, så er man ansat af slagteriet. Kommer man ind og skal male, så kan man godt komme ind som solo-selvstændig. Det er ikke kerneopgaven. Men kommer man ind i et tømrerfirma som tømrer, så skal man være ansat. Det handler om, hvorvidt man udfører kerneopgaven eller ej, forklarer hun.

Der er igangsat en proces fra EU-Kommissionen, men Marianne Vind forudser, at det kommer til at tage lang tid. Ikke på grund af manglende vilje, men fordi der er tale om et virkelig komplekst område, der er meget svært at lave lovgivning på.

– Det arbejde, der er sat i gang, er, at der på et tidspunkt kommer et direktivforslag. Det er en meget langstrakt proces, der starter op, og det er enormt komplekst. For taler vi platformsarbejde, så er der også eksempelvis på IT-branchen. Her er der nogle der tager opgaver og tjener mange penge. Det er både virkelig højtuddannede og uuddannede udlændinge, de svageste i samfundet. Vi har hele spekteret her, siger Marianne Vind.

– Det er svært at lave lovgivning der kan dække alle, uden at ødelægge noget. Vi skal ikke tilbage til, at tandlægen kan gå tilbage i logen og aftale priserne. Det skal vi ikke under nogen omstændigheder. Det her handler om balancen, fortsætter hun.

Hvad er drømmescenariet for dig?

– For det første at vi får sorteret den del fra, der er oplagt falske selvstændige. De skal være ansatte. Så den gruppe der er tilbage, skal vi have lavet grundvilkår for dem. Bare små ting som at hvis man kører på en transportplatform, har modtaget ordren og er på vej ud med den – så skal du være omfattet af en forsikring. I resten af Europa skal man også have en sundhedsforsikring med. Der er vi så heldige i Danmark. Der er en masse vi kan tage fat i, som skal være i orden, siger Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Fagforening: De skal vedkende sig deres arbejdsgiveransvar

I andre europæiske lande har man taget stilling til nogle af de problemstillinger, som man i Danmark og på et overordnet europæisk plan endnu ikke har fundet løsninger på. Blandt andet var der for nyligt en dom i England, der kendte Uber-chauffører for lønmodtagere – ligesom en dom i Holland slog fast, at cykelbude fra tjenesten Deliveroo, et koncept tilsvarende til Wolt, også skulle klassificeres som lønmodtagere.

Det vækker glæde i den danske fagbevægelse, hvor Peter Kaae Holm, EU-politisk ansvarlig i 3F, ønsker sine hollandske kollegaer tillykke med den netop afsagte dom fra domstolen.

– I 3F er vi glade for dommen i Holland, som fastslår, at madudbringningsbude selvfølgeligt er ansatte. Også selvom deres arbejdsgiver er en digital platform. Det er et stort og velkendt problem, at mange platformsvirksomheder undslår sig deres arbejdsgiveransvar ved at kalde deres medarbejdere for selvstændige partnerbude, siger Peter Kaae Holm og fortsætter:

– Det presser løn- og arbejdsvilkår og er unfair konkurrence over for de virksomheder, som vedstår sig deres arbejdsgiveransvar. Derfor ønsker vi tillykke til vores kollegaer i Holland, som har ført og vundet sag på vegne af platformsarbejderne.

3F ser helst, at platformene indgår frivillige overenskomster, som det var tilfældet med Hilfr og for nyligt også Just Eat – men er det ikke tilfældet, så må skrappere midler tages i brug, forklarer Peter Kaae Holm.

– Det er centralt for 3F, at platforme påtager sig deres arbejdsgiveransvar. Helst med overenskomster, som i Danmark, hvor vi i 3F har indgået aftaler med Hilfr og senest med Dansk Erhverv om en overenskomst for madudbringningsbude, som Just Eat har tilsluttet sig. Men når platforme ikke vil indgå overenskomster af frivillighedens vej, kan det blive nødvendigt at tage kampen i retten. Det ser vi ske mange steder i Europa for tiden, hvor sagerne falder ud til platformsarbejdernes fordel. Senest med Uber i Storbritannien og med Deliveroo-dommen i Holland, siger Peter Kaae Holm

Folketingsmedlem: Der er mange gode perspektiver i platformsarbejde

Medlem af Folketinget for Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, er ikke nær så bekymret, som 3F eller Marianne Vind. For nyligt var han i et Facebookopslag ude med et eksempel fra hjemmefronten – hans egen søn er nemlig bud hos platformsvirksomheden Wolt.

Ole Birk Olesen

– Min ældste søn er en foretagsom ung mand på 18 år, som synes, at nye forretningskoncepter er spændende, og som gerne vil tjene lidt penge på dem. Så han er blevet tilknyttet Wolt som bud ved siden af gymnasiet og sit andet job som svømmetræner. Når han synes, han har tid og brug for pengene, snupper han bare en Wolt-vagt, hvor hans rationale er, at han kan få motioneret og høre podcast samtidig med, at han tjener penge, skrev Ole Birk Olesen.

Ofte har man hørt om underbetaling af budene, men det er ikke en situation Ole Birk Olesen kan nikke genkendende til. Snarere tværtimod.

– Og han tjener overraskende meget. Han tager typisk en firetimersvagt og tjener ikke under 180 kr. i timen (for det meste mere), altså meget mere end hvis han f.eks. havde job til aftalt mindsteløn i en butik. Hvis han kørte på fuld tid, ville det svare til en månedsløn på i omegnen af 28.000 kr. for et ufaglært arbejde, skriver Ole Birk Olesen og fortsætter:

– For det beløb kan man sagtens betale en normal husleje, men en masse udenlandske Woltbude vil hellere bo på hostel i København, hvor de sover i køjeseng og har adgang til store fællesarealer. Her kan de have det sjovt med andre udenlandske (især argentinske) Woltbude, som også kombinerer et udlandsophold i Danmark med et arbejde, som kan finansiere det.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer