Torsdag den 18. august åbner Gitte Blicher Engberg en ny livsstilsbutik i Vendersgade i Fredericia. Det er webshoppen, pleasestay.dk, der nu får en fysisk butik.

Hun er datter af en isenkræmmer, hendes mand er isenkræmmer i byen og datteren skal også arbejde i livsstilsbutikken, der åbner i næste uge.

– Jeg synes, at det var det helt rigtige at åbne en fysisk butik. Den fysiske butik er et godt supplement til webshoppen og omvendt, siger Gitte Blicher Engberg, der er glad for, at hun valgte Fredericia.

– Jeg håber, at jeg kan tilføre byen noget, den ikke har i forvejen. Det gælder både i form af tøj og mærker, men også i forhold til brugskunst. Jeg har valgt Fredericia, fordi jeg har set den gode modtagelse, som min mand (Finn Engberg, medejer og butikschef af Kop & Kande i Midtpunktet red.), har fået og så fordi Fredericia har et stort potentiale.

Bag navnet Please Stay gemmer sig også et dna og en filosofi:

– Min tanke er generelt, at man skal være glad for det man har og styrke det – så spil dit eget klædeskab godt og så er det vigtigt, at der i butikken er god plads, og god tid til at finde det helt rigtige, og selvfølgelig er her plads til manden både i form af en lænestol, kaffe og Euroman. Sammensætningen af butikken afspejler også dette. Det er en livsstilsbutik og ikke kun en tøjbutik, fortæller hun. Siden april sidste år, hvor hun åbnede en webshoppen pleasestay.dk, er det gået stærkt.

– Vi har fået en rigtig god start med webshoppen, det er også derfor, at vi turde kaste os ud i dette nye projekt. Derudover er jeg oprindeligt uddannet i tøjbranchen. Min far var selvstændig i detailbranchen, ligesom min mand og bror arbejder i den, så det er ikke fremmed for mig at være i denne branche. Derfor glæder jeg mig også til at åbne, fortæller Gitte Blicher Engberg.

Imens nethandlen er i eksplosiv vækst, og hvor mange fysiske butikker går online, kommer Gitte Blicher Engbergs koncept med den omvendte opskrift, men det er der en grund til.

– Altså, når du spørger om nethandlen generelt, så er den jo opadgående, men det er ikke alle, der handler på nettet, ligesom jeg også må sige, at jeg ikke tror på, at den gode service uddør. Jeg tror ikke på, at de gode oplevelser stopper eller bliver stoppet af nethandlen. Nethandlen vinder ikke over oplevelsen, siger hun.

Travlhed op til åbningsdag

– Det har været en travl periode, og der vil være travlt helt op til åbningsdagen. Jeg har malet, spartlet, lavet lige kanter, jeg har tapetseret – ja, jeg har gjort det hele selv. Det har været en hård, men også en spændende proces, og når man gør det sådan her, så bliver det også den tanke, man har i hovedet, der føres ud. Det er måske ikke alt, der bliver, som man tænker, men når det så er sagt, så kommer der noget andet godt ud af det, siger Gitte, der har haft en meget kort sommerferie i år.

– Jeg har vel haft et par dage, men jeg vidste godt, at den ville blive en kort i år. Jeg har været i gang i 1,5 måned og nu er det ved at være tid til at åbne. Jeg håber, at jeg får travlt og jeg glæder mig til det, som jeg synes er allersjovest, fortæller hun og uddyber:

– Det er det sjove nu i åbningsprocessen, vi er i gang med – butikken skal være pæn, og det bliver den. Vi åbner torsdag den 18. august kl. 10.00 og har åbent som de øvrige butikker, dog har vi fast lukket om tirsdagen, da jeg der helligere mig webshoppen.

Datteren Karoline og familiens hund bliver en fast del af butikken.

– Det bliver godt, og det er hyggeligt, at vores lille hund også er med. Butikkerne i Vendersgade har taget godt imod os. Alle er meget søde og hjælpsomme. Det er fantastisk, at der er så mange ildsjæle, som gør så meget for erhvervslivet, området og byen. Det vil jeg gerne være en del af, når alt er faldet på plads, fortæller Gitte Blicher Engberg, der har sommerfugle i maven.

– Kan man have en koloni af sommerfugle i maven, så har jeg det og jeg håber, at folk vil komme ind og se butikken og sige hej. Lige nu arbejder vi med de sidste detaljer, men vi skal nok være klar.