Tilpasning til nye svovlkrav og pandemi fyldte i 2020. Året bød på store kontraster for Monjasa. Året begyndte med en succesfuld overgang til mere miljøvenlige brændstoffer for den globale shippingindustri. Ved at kunne tilbyde den rette rådgivning og nye produkter opnåede Monjasa et højt aktivitetsniveau allerede i årets første måneder. 

Fra andet kvartal 2020 var de maritime fragtmængder og handelsmønstre påvirket af Corona-pandemiens opblussen. Som et direkte resultat faldt det globale marked for skibsbrændstof betragteligt. Til trods for denne udvikling oplevede Monjasa den største efterspørgsel nogensinde og leverede mere brændstof i samtlige 12 måneder af 2020 sammenlignet med 2019. 

 Op blandt verdens største leverandører 

Årsrapporten for 2020 viser en mindre nedgang i omsætningen til DKK 13 mia. (DKK 15 mia.) på grund af et betydeligt fald i den gennemsnitlige oliepris. Resultatet før renter og skat (EBIT) var på DKK 222 mio. (DKK 235 mio.) og nettoresultatet endte på DKK 196 mio. (DKK 173 mio.), hvilket er over forventning. 

Den samlede volumen blev øget med 9% til 4,9 mio. tons (4,5 mio. tons). Siden 2017 har Monjasa dermed øget den totale volumen med 40% og er ifølge analysebureauer nu placeret som verdens sjette største globale leverandør af skibsbrændstof*. 

Årsrapporten for 2020 viser samtidig en egenkapital på DKK 826 mio. samt en høj soliditetsgrad på 41%. 

Anders Østergaard, CEO, Monjasa Group.

Group CEO, Anders Østergaard: 

”I et helt ekstraordinært år har det været Monjasas højeste prioritet at sikre vores medarbejderes sundhed samtidig med en uafbrudt forsyning af brændstof til shippingindustrien. Vi er lykkedes med at skabe et sikkert arbejdsmiljø og har til trods for pandemiens alvorlige konsekvenser for den globale handel samtidig set en øget efterspørgsel efter vores rådgivning og produkter. 

Monjasas svar på udfordringerne viser en stærk organisation med de rette maritime løsninger til at matche udbud og efterspørgsel under selv utænkelige forhold. Sammen med årets solide økonomiske resultater står Monjasa i en meget stærk position til at klare fremtidige udfordringer og finansielle krav til industrien.” 

To verdensdele oplevede markant fremgang

Monjasa oplevede de største volumenstigninger i hhv. Nord- og Mellemamerika og Sydøstasien. 

Højt aktivitetsniveau i Panamakanalen og USA førte til en 22% stigning i mængden af skibsbrændstof og Monjasa leverede samlet 1,4 mio. tons brændstof i hele regionen. 

På samme måde opnåede Monjasas aktiviteter i Sydøstasien en meget høj efterspørgsel. Anført af havnen i Singapore endte året med en 80% stigning i leverede mængder og endte med en samlet volumen på 900.000 tons. 

Udfordrende 2021 i sigte Monjasa forventer et fortsat udfordrende 2021 for verdenshandlen og de globale shippingmarkeder. Hvordan udviklingen vil påvirke brændstofindustrien er uvist, men Monjasa er fortrøstningsfuld omkring fremtiden og et positivt resultat for 2021. 

Om Monjasa Monjasa blev etableret i 2002 og er en global virksomhed som beskæftiger sig med oliehandel og shippingaktiviteter. Vores kerneforretning består af salg, køb og levering af skibsbrændstof og rederivirksomhed på globalt plan. Med en flåde bestående af 20 tankskibe og med 10 kontorer er vi til stede i alle større tidszoner. Vi er certificerede i henhold til ISO 9001:2015, ISO 14001:2015, ISO:50001:2018 og OHSAS 18001:2007 og alle vores olieprodukter lever op til de seneste specifikationer i ISO 8217. Monjasa Gruppen beskæftiger i alt 500+ ansatte fordelt på skibe og kontorer. 

*Kilde: Top 10 Bunker Companies for 2021 – Ship & Bunker / SeaCred. 

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer