I det sidste års tid er der sket en del i og omkring Bøgeskovhallen. Der er kommet nyt caféområde, motionscenter, og udenfor er der kommet en multibane og en RC-bane. Lørdag blev etableringen af de nye faciliteter markeret med en åbningsfest.

Der var masser af børn og aktiviteter i og omkring Multibanen, der dannede base for festen til at starte med. Børn fik spillet lidt bold indtil, at opmærksomheden blev ledt hen mod mikrofonen, hvor første taler var Anette Hyre-Jensen (A), der blandt andet sidder i kultur- og idrætsudvalget.

– Det er en fantastisk anledning til at få lov og sige et par ord. Igennem godt to år har vi i Fredericia Kommune samarbejdet med jer om at udvikle faciliteterne til gavn for lokalsamfundet. Vi står her nu på bagkant af coronapandemien, der ikke er helt ovre endnu. Det er dejligt at stå her og fejre, at børn, unge, voksne og ældre har fået nye idrætsfaciliteter i Vejlbysogn, sagde Anette Hyre-Jensen og fortsatte:

– Nu kan der eksempelvis spilles fodbold året rundt, uanset om det regner eller om det er solskin som i dag. Banen er multifunktionel og kan benyttes til mange ting. Det nye motionsrum åbner op for en ny målgruppe, der normalt ikke kommer så meget i hallen, men de kan nu slå sig løs udenom det etablerede foreningsliv. Det er fantastisk, forklarede hun.

Der blev lyttet ivrigt, da Anette Hyre holdt tale. (Foto: AVISEN)

En af de øvrige talere var formand for Bøgeskovhallen, Palle Mogensen.

– Det er rart at se så mange her. Vi har stille og roligt sat gang i aktiviteterne rundt omkring. Det har været coronamidler, der har gjort, at vi har haft tid til at sætte gang i det hele. Det er dejligt at stå her i dag. Hvis der er kommet noget godt ud af corona må det være regeringens ophævelse af anlægsloftet og Fredericia Kommunes tilgang til at tage lån og lave ting, der ellers ville tage årtier at lave. Mange ting her trængte til at få en tur. Vi havde mange planer, som vi hev frem, sagde Palle Mogensen.

I forbindelse med åbningsfesten var der mulighed for at se og selv prøve at køre med fjernstyrede biler på RC-banen, og på multibanen var der mulighed for at prøve træningsredskaberne. TGI Fodbold havde arrangeret en familieturnering, og TGI Håndbold bød på aktiviteter for alle. På tennisbanerne havde TGI Tennis åbnet banerne, hvor der var instruktører og boldkanonen stod klar, og på måtterne var Lillebælt Kampsport klar til at vise det frem for nysgerrige.

Skriv en kommentar