Lemvig-Thyborøn Håndbold har offentliggjort Dennis Bo Jensen som ny cheftræner i klubben fra den kommende sæson.

Siden Anders Thomsen tilbage i november meddelte klubben, at han stopper som cheftræner efter denne sæson, har Lemvig-Thyborøn afsøgt markedet for en kompetent afløser. Det har man nu fundet i form af 33-årige Dennis Bo Jensen, som efter denne sæson skifter tilværelsen som cheftræner for Ajax Københavns ligadamer ud med jobbet som cheftræner i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Dette vækker stor glæde hos sportschef, Lars Broe.

”Vi er rigtig glade for at få Dennis til LTH. Her får vi lige præcis det vi har søgt, hvilket var en yngre trænerprofil med den højest mulige træneruddannelse, erfaring på egen krop både som spiller og cheftræner,” fortæller sportschefen.

Og fortsætter:

”Dennis har i Ajax gjort et imponerende stykke arbejde med at forene flotte resultater samtidig med, at der er blevet udviklet talenter. Det er det samme arbejde, som vi gerne vil have lavet i LTH, og vi tror på, at Dennis kan gøre det samme hos os.”

Lars Broe fortæller derudover også, at hans samtaler med den kommende LTH-træner har været rigtig gode, hvilket Dennis Bo Jensen også bekræfter.

”Jeg har haft nogle gode snakke med Lars, og har selvfølgelig sat mig ind i, hvordan holdet har spillet i år, og set alle kampene som er blevet spillet før VM-pausen. Derudover har jeg været på besøg som udehold, og jeg ved hvilken fantastisk kulisse der er, når man får lov til at have tilskuere i hallen,” siger Dennis Bo Jensen, som tilbage i december blev uddannet som EHF Master Coach med blandt andre landstræner, Nikolaj Jacobsen.

Dennis Bo Jensen har udover pladsen på trænerbænken også prøvet at være spiller på den øverste hylde i Danmark. Han er tidligere målmand, og han har vogtet buret for blandt andet Ajax København og AG København. Den tidligere keeper glæder sig til at starte et nyt eventyr i det vestjyske.

”Jeg har valgt Lemvig-Thyborøn, da jeg synes, det projekt jeg er blevet præsenteret for var meget spændende. Det at kunne være med til at udvikle spillere samtidig med, at man forsøger at komme højere op i rækkerne. Derudover fik jeg på min tur til Lemvig et rigtig godt indtryk af folkene i klubben, hvor jeg virkelig mærkede noget engagement og lyst til hinanden,” udtaler Dennis Bo Jensen.

Og fortsætter: 

”Jeg håber på, at kunne bidrage med at få bragt spillernes styrker i spil både på og udenfor banen. Derudover håber jeg på, at kunne være med til at skabe en stærk kultur med nogle spillere, der ønsker at blive så dygtige som overhovedet muligt.”

Som skrevet er Dennis Bo Jensen lige nu cheftræner i Ajax København. Et job han har haft siden midten af sæsonen 2017/18, hvilket var klubbens første sæson i ligaen efter oprykningen sæsonen forinden. Siden da har Ajax og Dennis Bo Jensen været og finde i det fineste selskab. Som cheftræner kigger Jensen meget på data og statistik. Derudover vil han rigtig gerne lokke modstanderne ud i situationer, hvor de er svage.

”Jeg kan godt lide, at mine hold har en taktisk fleksibilitet, så vi defensivt har flere måde at lukke ned for modstandernes primære styrker. Jeg vil gerne skabe noget tryk på modstanderne ved, at vi får dem i nogle fælder, og at vi angrebsmæssigt kan sætte spillernes individuelle kompetencer bedst muligt i spil,” siger den kommende LTH’er.

Dennis Bo Jensen er ny cheftræner i LTH fra den kommende sæson, hvor han har underskrevet en 2-årig aftale. Vi glæder os rigtig meget til at byde Dennis og hans familie hjertelig velkommen i klubben!

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer