Den 18. januar 2022 afholdtes der en høring i Folketinget, hvor man på Folketingets egen tv-kanal kunne følge med i det politiske univers egen forståelse af det, man kaldte for ”den demokratiske samtale på de sociale medier”. Lignende seancer har udspillet sig andre steder i den vestlige verden, herunder i USA. Baggrunden er en ny politisk tendens, hvor politikerne er begyndt at interessere sig massivt for hvordan de kan få kontrol over den teknologiske udvikling på internettet, hvor befolkningen siden begyndelsen af nullerne har fået uanede muligheder for at ytre sig og skaffe informationer uden om statskontrollerede instanser.

Sprogbruget man anvendte i oplægget til høringen viser en forudstemt negativ indstilling til den moderne teknologis gennemslagskraft:

”Den demokratiske samtale på de sociale medier er udfordret af flere problematikker: den hårde tone, ekkokammeret, algoritmejagten, spilleregler, der fastsættes af private aktører, kravet om at være online 24/7. En udvikling som både borgere og politikere i stigende grad udtrykker bekymring for”, skrev man.

Generaliseringerne om den hårde tone, ekkokammeret og kravet om at være online 24/7 er udelukkende subjektive påstande fremsagt af initiativtagerne til høringen. Algoritmerne og spillereglerne er derimod de private aktørers softwareteknologiske udvikling. Den egentlige begrundelse for høringens afholdelse kan findes i afsnittet umiddelbart efter:

”Da de sociale medier er en væsentlig kilde til information for en stor del af befolkningen, og mange af borgernes samtaler foregår på de sociale medier, skal ovenstående problematikker tages alvorligt. Især fordi flere og flere borgere og politikere afstår fra at deltage i debatterne og meningsudvekslingerne”.

Som det fremgår af disse sætninger drejer det sig om kontrollen over informationer, men ikke mindst hvad man må sige i det offentlige rum. En stor del af befolkningen bruger de sociale medier til at skaffe informationer, og det sker udenfor politikernes og embedsfolkenes kontrol. I den eksisterende lovgivning findes der i dag allerede paragraffer, der forbyder forskellige former for ytringer, og der har været eksempler på straffesager mod brud på disse paragraffer, når gerningen er sket på internettet. Således er der ikke forskel på ytringer på internettet eller andre medier. Alligevel er der denne særlige interesse for virksomheder som Facebook, Google og Twitter.

Den enkeltes ret til at ytre sig frit har været et grundelement af den danske lovgivning siden etableringen af den demokratiske stat. Adskillelsen af magten i tre instanser – en lovgivende (politikerne), udøvende (myndighederne) og dømmende (domstolene) magt – har defineret demokratiets selvforståelse. Hvorfor er det så, at der tilsyneladende, ifølge politikerne, er problemer med specielt de nye teknologier?

Problemet er at folk, altså borgerne, rent faktisk giver deres mening til kende. Nyopfindelser som ”likes” og ”delinger” kan skabe enorm opmærksomhed omkring et synspunkt. Det man kalder en ”viral” effekt. De algoritmer som politikerne (og ikke mindst embedsfolkene) er utilfredse med, er dem der eksponerer et populært synspunkt for flere andre: Når et opslag bliver populært, vil det blive vist for mange andre. Algoritmen er dybest set en softwarekode. I Facebooks og Googles tilfælde holder denne kode øje med om at opslag skaber meget aktivitet. Hvis det er tilfældet, går koden ud fra at andre også kan have en interesse i at se opslaget.

Dette er denne kode, algoritmen, der har skabt Facebook og Youtube. Den sidstnævnte tjeneste ejes af Google og er en af verdens mest besøgte internetadresser. Virksomhederne har formået at lave et produkt, der finder ud af om den enkelte kan være interesseret i et bestemt indhold, og efterfølgende tilbyde dem det, de godt kan lide.

Men det har mange mennesker med magt et problem med. Ordet ”shitstorm” er stort set opstået som en konsekvens af denne effekt, hvor brugerne på de sociale medier deler, liker og kommentere på aktuelle sager. Meget tyder på, at det bryder store dele af politikere og embedsfolk sig ikke om, hvis de delte opslag handler om deres udøvelse af magt. På den måde er det kontrollen over, hvad folk må se, mene og aktivere sig i, der i disse dage ruller sig ud over det meste af verden.

Man kan groft set opdele spørgsmålet om de sociale medier i to hovedretninger. Først er der dem, der mener det er en skadelig teknologi. Dernæst er der dem, der mener det er en berigende teknologi. Hvis man tilhører dem, der finder de sociale medier skadelige, så ønsker mange i gruppen regulation eller forbud. Er man derimod i den anden kategori, så betragter man de sociale medier som en del af retten til at ytre sig, og ønsker at magthaverne blander sig udenom.

Skulle det lykkedes for magthaverne i verden at få kontrol med Facebook, Twitter og Google, vil der dog opstå et nyt problem for dem: Hvis man indfører censur, er sandsynligheden for at folk finder andre platforme at ytre sig på stor. I forvejen findes der alternativer som Reddit eller TikTok, og historien har vist at nye tjenester skyder op som paddehatte. Årsagen er simpel nok, nemlig at folk finder ind i de fællesskaber og hos de tjenester, der mætter deres behov.

Men det væsentligste punkt er, hvorfor der i det hele taget bliver skelnet mellem digital adfærd og den adfærd, mennesker har i ”den virkelige verden”. For de sidste 20 år er det digitale smeltet massivt sammen med ”det virkelige”. Og uanset om man kan lide en ytring på internettet eller ej, så kommer den fortsat fra et menneske. Ikke en ”amerikansk techgigant”.