Tirsdag aften var der byrådsmøde i Fredericia – efter ny skik indledt med fællessang, måske som symbol på den fællesskabsfølelse, der angiveligt er det nye byråds varemærke.
Det er en meget hyggelig skik, og det er bestemt prisværdigt, at det er fryd og gammen, der præger samarbejdet.
Som vikar for Jane Findahl var jeg indkaldt til byrådsmødet, og jeg skulle fremlægge en sag om et fornyet medlemsskab af det forpligtende miljøsamarbejde Green Cities, et forslag, der beklageligvis blev nedstemt af alle partier undtaget Enhedslisten og SF selv.
Det var meget overraskende, at Socialdemokratiet, der tidligere var meget imod udmeldelsen af Green Cities og kaldte det en ‘midlertidig’ situation, tirsdag aften sagde nej til atter at turde indgå et forpligtende samarbejde og sætte mål for klima-, miljø- og naturindsatsen i Fredericia. Men det var langt mere overraskende, at formanden for Miljø- og Ressourceudvalget, Christian Bro, begrundede afvisningen med, at det nye byråd insisterer på kun at træffe beslutninger, der kan samle brede flertal. 

Deraf kan SF udlede, at den afgørende politiske indflydelse er serveret på et sølvfad til VKO!

Brede flertal er bestemt værd at stræbe efter, men når man således på forhånd melder ud, at man ikke er villige til at træffe beslutninger med det mulige flertal, så har man spillet sig sin politiske indflydelse af hænde. 

SF arbejder gerne med på at samle brede flertal, men hvis ikke VKO vil være med til at træffe afgørende beslutninger på f.eks. Miljø-, klima- og energiområdet – af ideologiske grunde – så er vi parate til – af ideologiske grunde – at træffe dem uden om disse partier, og vi opfordrer Socialdemokratiet til at komme ind i kampen og agere politisk og ikke som et ‘forretningsministerium’. Vi er da medlemmer af bestemte politiske partier, fordi vi har en grundholdning, som vi kæmper for at fremme bedst muligt!

SF Fredericia
Marianne Thomsen