Karsten Pedersen fra Gymnasiet HTX Lillebælt blev årets første student på Teknikervej i Fredericia, hvor gymnasiet ligger. Efter tre gode år er det slut med HTX. Dansk var hans sidste eksamen.

– Det er fantastisk at være færdig. Det har været sjovt. Nu er det kommet til en slutning. Eksamen gik fint, men jeg må da indrømme, at jeg var lidt nervøs på forhånd, men det gik fint, så det var med stolthed, at jeg kunne fortælle min familie, at jeg havde fået en 10-tal, fortæller Karsten Pedersen.

Det var Karstens andet 10-tal i dansk, han fik nemlig også 10 i skriftlig dansk, men trods de høje karakterer, så ligger interesseren et andet sted.

– Jeg er ikke så meget for skriftlig dansk, jeg er mere til tekniske fag her på HTX Lillebælt, og faget informatik har jeg været særdeles glad for.

Det har været tre specielle år, hvor særligt coronaen gjorde sit indtog og ændrede skoletiden for eleverne.

– Vi har ikke haft rigtige afslutninger over årene, så det har til tider været nogle lange forløb, men jeg føler alligevel, at vi har haft et godt sammenhold over nettet, siger Karsten Pedersen.

Nu venter fest og farver for Karsten og klassekammeraterne, og det glæder han sig til.

– Der venter flere fester, og det glæder jeg mig til. Vi skal ud med klassekammeraterne. I dag skal jeg fejre det med familien med noget godt spise.

Efter sommerferien har Karsten Pedersen besluttet sig for at læse videre på Syddansk Universitet.

– Jeg skal læse software engineering, hvilket jeg også føler, at min uddannelse på HTX Lillebælt passer til. Jeg har en generel hobby for software og programmering, hvilket startede lidt i grundskolen, og den tekniske del på HTX Lillebælt, samt de fag jeg har haft gør det muligt at læse videre på SDU, hvilket jeg ser frem til, slutter studenten.

Rektor Lars Hansen overrakte en buket blomster, da Karsten Pedersen kom ud fra sin eksamen.