Krigen i Ukraine har skabt store følgevirkninger i det meste af verden. En ny storkrig i Europa med store flygtningestrømme, økonomiske konsekvenser og en igangværende energikrise på grund af den russiske gasforsyning er blandt de emner, gymnasieelever på Fredericia Gymnasium fik mulighed for at fordybe sig. Det skete med baggrund i friske førstehåndsindtryk fra en nu hjemsendt embedsmand fra forsvarsministeriet, tidligere forsvarsattache Carsten Rasmussen.

Men en fortid som udsendt i Afghanistan, på Balkan, i Kina, i Polen og ikke mindst Moskva kunne de studerende komme endda meget tæt på en reel vurdering af forholdene omkring den russiske invasion af Ukraine. Selvom Carsten Rasmussen forklarede, at han naturligvis ikke ville tale om fortrolige informationer, så kom han meget tæt på at beskrive et Rusland, der er gået fra et autokrati til et diktatur.

– Det bizarre møde i Ruslands nationale sikkerhedsråd kort tid for invasionen var en øjnåbner. Det blev transmitteret på tv, og her blev de magtfulde chefer i sikkerhedsrådet ydmyget af Putin. De stammede, blev irettesat, og han talte nedladende til dem. Indtil da havde vi haft en formodning om, at han lyttede til disse chefer. Det viste sig at det kun var en formodning, forklarede Rasmussen.

Han vurderede at Rusland er gået fra at være et autokratisk styret land til et diktatur, og at der er sket gradvist. Spørgsmålet er nu, hvem Vladimir Putin overhovedet lytter til. Dertil skal man ligge en længere række af dødsfald blandt den russiske elite, som ikke kan forklares på normalt vis:

– Jeg tror de er blevet myrdet. Man falder ikke bare ud af vinduer og begår selvmord på de mest mærkelige måder. Det tror jeg ikke et sekund på, sagde Carsten Rasmussen.

Han fortalte også om hvordan stemningen i Moskva var skiftet fra den ene dag til den anden. Før var det relativt åbent, men pludselig ændrede omgivelserne sig. Nu blev folk visiteret, fik deres telefoner gennemgået på gaden, blev udspurgt eller på anden vis kontrolleret.

Gymnasieeleverne var interesserede i at høre, hvad hans indtryk var af det russiske folk og deres indstilling til krigen i Ukraine. Rasmussen sagde at man var nød til at sondre mellem forskellige typer af borgere. Først den almene og brede del, der måske nok var lidt nostalgiske omkring de gamle supermagtsdage. De var nok mere tilbøjelige til at støtte op omkring det, som Putin kalder for en “special militær operation”. Dernæst de fanatikere der måske endda vil gå endnu længere end Vladimir Putin:

– Når man ser dem på russisk tv, så er det skræmmende. De er langt mere agressive. Nu er det så kommet en anden tone de sidste dage, fordi ukrainerne har haft held med at slå russerne tilbage på slagmarken. Som tidligere militærmand må jeg sige, at jeg har stor respekt for det, som Ukraine gør rent strategisk. De er dygtige. Selvom man slet ikke kan kritisere Putin på tv, så kan man se de her eksperter vise deres frustration over udviklingen. Ganske vist siger de at det er Putins rådgivere, der er skyld i det hele. Men under overfladen er man ikke tilfredse med at blive ydmyget.

I den forbindelse peger Carsten Rasmussen på at man bør undgå at ydmyge Rusland.

– Der kommer også en tid efter krigen. Hvis Rusland bliver ydmyget, kan det blive svært at få tingene til at fungere med dem. Derfor skal vi helst ende med en situation, hvor Rusland taber og Ukraine vinder, uden at det er ekstremt ydmygende for russerne, siger Rasmussen.