Fynske Bank, Madsbyparken og Madsby Legeparks Venner har indgået samarbejde, der i første omgang har udmøntet sig i afholdelsen af en høstfest på lørdag.
Fynske Banks filialdirektør, Dennis Storgaard, fortæller at han selv kom i legeparken som barn og havde en masse gode oplevelser der, og de oplevelser vil han give videre til fremtidens generationer.
– Vi har i fællesskab haft drøftelser om, hvordan vi kan understøtte og bidrage yderligere til aktiviteter i Madsby Legepark, siger Dennis Storgaard og fortsætter:
– Personligt synes jeg, at Madsby Legepark er en af Fredericia Kommunens stoltheder. Parken skaber stor glæde for børn og unge i kommunen, og så er det en bonus, at der kommer mange til udefra for at besøge stedet. I forvejen er der masser af aktiviteter i Madsby Legepark, men vi vil gerne være med til at bygge endnu mere på, siger filialdirektøren.
Til at være med til at stå for de mange aktiviteter er Madsby Legeparks Venner, der er en forening, som på frivillig basis både laver aktiviter for børn i legeparken, men også hjælper til ved arrangementer som Sankt Hans.
– Vi har en unik perle i Madsby Legepark. Mange ting skal man betale for i dag, men det skal man ikke her. Vi har hørt fra familier, der har været i andre forlystelsesparker, der koster penge, hvor de har haft en bedre oplevelse her, selvom de ikke har brugt en eneste krone. Essensen her er, at de aktiviteter vi laver er gratis, siger formand for Madsby Legeparks Venner, Preben Sørensen.
At man i Fredericia har en perle i Madsby Legepark har Kent Jensen, der er leder af facility i Madsbyparken, mærket.
– Mange kommuner kigger misundeligt på os. Det er få steder, hvor man har en kommune, der giver tilskud til en legepark på den her måde som tilfældet er i Fredericia. Vi håber, at vi med Fynske Banks involvering kan komme til at lave endnu flere ting i legeparken, siger han.
Høstfesten på lørdag, der varer fra klokken 10:00 – 14:00, vil indeholder gratisaktiviter som blandt andet:
- Spis om kap med en ged
- Snobrødsbagning
- Sækkevæddeløb
- Støvlekast
- Gæt en lort
Der vil ligeledes være mulighed for at deltage i en konkurrence med præmier, hvor vinderen vil blive udtrukket lørdag klokken 13:30.
Aktiviterne, der kommer til at være i forbindelse med Høstfesten, vil være centreret omkring området ved dyrene.