Folketingsvalget, der forventes at komme om kort tid, kan blive et af de mest skelsættende siden 1973. Det skyldes at Venstre og Dansk Folkeparti har været ramt af interne magtkampe, der har reduceret partiernes soliditet betydeligt, samtidig med at nye partier med frafaldende medlemmer er skudt frem. Den traditionelle blokpolitik kan derfor stå for fald.

Blokpolitikken blev for alvor introduceret i begyndelsen af årtusindeskiftet, hvor Venstre fik et suverænt valg, som de selv døbte ”systemskiftet” med en reference til systemskiftet i begyndelsen af det 20. århundrede, der afløste Højres lange regeringstid. Selvom referencen var noget tynd, så kan man alligevel argumentere for at valget sendte Socialdemokratiet til tælling, hvorfor partiet siden har været i en reformationstid, der har rykket Socialdemokratiet længere og længere væk fra det oprindelige værdigrundlag. Et sæt af værdier med rod i arbejderkulturen, fagbevægelsen og den traditionelle danske almindelighed.

I dag er Socialdemokratiet kendetegnet ved stærke bånd med embedsapparatet, velfærdssoldaterne med de varme hænder og en ny sværmen for Marxistiske doktriner i form af wokeismen, der lever i bedste velgående hos støttepartierne. Definitionen af lighed er udtærsket. Ligebehandlingsnævnet behandler alskens sager om forskelsbehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet. Her skal man vurdere i stort og småt om alle er behandlet lige. Det er et klassisk mantra fra 1970’ernes røde fløjkrige, hvor kvindebevægelsen fik massiv indflydelse på Socialdemokratiet. I nutiden er den ideologi udvidet til at omfatte race, etnisk oprindelse, handicap, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika. Formlen er, at enhver forskelsbehandling skal forhindres.

Det betyder i praksis at Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF også i den kommende valgkamp skal tilgodese et hav af identitetspolitiske grupper. For alene siden forrige folketingsvalg er omfanget af disse ideologier vokset markant, og de har især et godt tag i de yngste vælgere. Det handler om velfærdspolitik (gaver) til identitetspolitiske mærkesager, men også de nyopfundne selvangivelser hvor virksomheder skal selvangive hvor mange grupper man får tilgodeset.

De borgerlige partier har haft så travlt med deres personopgør, at Socialdemokratiet nogenlunde har kunnet arbejde i fred sammen med støttepartierne. Også godt hjulpet på vej af Corona krisen der satte hele den borgerlige lejr skakmat, mens Mette Frederiksen kunne indtage scenen som den overmoderlige statskvinde, der sikre os alle mod os selv. Spørgsmålet er om de borgerlige partier kan rejse sig, specielt når det er så svært at pege på en samlet politik for et blåt flertal. Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, er stort set i samme situation som Mogens Glistrups Fremskridtsparti i 1973: Ingen ved hvad det handler om endnu. Men folk stemmer på det.

Således kan Danmarksdemokraterne i meningsmålingerne mønstre 10% af stemmerne. De kan også komme til at tage stemmer fra Socialdemokraterne, men henter sandsynligvis flest fra Dansk Folkeparti. Den dårlige medieomtale har klistret sig til Morten Messerschmidt, der på trods af situationen fortsætter med at genopfinde partiet, nu i første omgang for at sikre repræsentationen på Christiansborg. Samtidig har pressen haft travlt med at ligge partiet i graven, hvilket er en anelse for tidligt. Dansk Folkeparti har haft 3 årtier til at opbygge en partiorganisation, og rundt omkring i byerne er der medlemmer, der vil gøre en aktiv indsats.

Venstre ligner derimod et parti, der har en identitetskonflikt. Ikke mindst Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, giver Venstre problemer med at finde sig selv. Hele to partier er opstået på baggrund af Venstres interne magtkampe. Det er usædvanligt. En tidligere statsminister og en tidligere minister med to nye partier i samme Folketingsvalg. Specielt Lars Løkke Rasmussens argument er interessant, nemlig opgøret med blokpolitikken. Noget han allerede luftede i forrige valgkamp, da han forsvarede magten på vegne af Venstre. Nu er det så en realitet. Med sætningen ”det er ikke sort-hvidt”, tegner der sig et parti, der kan ende på begge sider af skillelinjen.

Krisen i blokpolitikken er tydelig. Der er for mange synspunkter, der skal tilgodeses, hvilket de mange partier vidner om. Statsministeren kan meget vel ende med at være den, der bedst sikrer alle disse fragmenterede synspunkters mulighed for at få en plads i solen. Den tid hvor man kunne bygge regeringsmagten på et enkelt parti på den yderste fløj kan være forbi. Der kan blive meget travlt på midten. Derfor er blokpolitikken i Danmark måske slut for en periode.