Den 5. juni kunne danskerne fejre deres grundlov. Mange valgte at gøre det ved havearbejde, med grillen eller en ekstra cykeltur. Vejene var fulde af biler, der var på vej rundt i sommervejret for at nyde fritiden.
Men hvad med friheden?
For der var knap så mange, der deltog i de mange grundlovsarrangementer rundt omkring i landet. Mange steder var det partifolk og partimedlemmer. Der er ikke tradition for, at man fejrer grundlovsdag i den brede befolkning. Den politiske krise har i flere årtier været meget udtalt. Pengene er begyndt at flyde i dansk politik, hvor alle de etablerede partier skaffer deres primære finansiering via partistøtte. Som de selv bevilliger fra skatteborgernes lommer. Det enkelte partimedlem kan med sit bidrag ikke opretholde økonomien i et dansk parti. Antallet af medlemmer har generelt været vigende i en menneskealder.
På trods af at de folkevalgte politikere bestemmer over stort og småt, er få mennesker villige til at engagere sig i det politiske arbejde. Det er i sær det med småt, der fylder mere og mere i hverdagens politik. De folkevalgte ynder at blande sig i selv banale forhold, hvor lovgivningen kronisk hober sig op, så få kan gennemskue den. Regler, regler og regler.
Mange virksomheder bruger sommertiden til at pleje det offentliges interesser. Udgangspunktet er at virksomhederne er kriminelle, indtil det modsatte er bevist. Det vidner kontrol og regler om. Samtidig er det offentliges IT-systemer umoderne, til tider uforståelige, ofte kaotiske at betjene og under konstant udvikling. Som med forvandlingskugler skifter systemerne karakter hele tiden. Og hver gang der har været en skandale, dukker der nye regler op, samt ofte uforståelige anvisninger og vejledninger fra det offentlige. Virksomhederne skal bruge formuer på at tilfredsstille det offentliges umættelige behov for opmærksomhed. Det tager tid fra grundforretningen, og samtidig forringer det innovation, da mange iværksættere løber panden mod en mur i systemets kringlede kroge.
Vi lever da i en tid, hvor stort set alt er elektronisk. Myndighederne arbejder nidkært for at forbyde kontanter. Det er komplet idiotisk, at man skal udskrive en kvittering fra en digital terminal på et stykke papir for at scanne den ind igen til en digital terminal. På trods af at det offentlige kan se det hele digitalt på begge sider af transaktionen, før noget overhovedet er udskrevet. Ubegribeligt mange arbejdstimer og samfundsressourcer spildes på dette forældede papirarbejde. Men byrden smides på virksomhederne. Og ejere af virksomheder skal udfylde særlige rubrikker til skat, da de indtil det er sket, er kriminelle. Altsammen for at råde bod på de skandaler der har plaget skat. Samt ikke mindst bankernes begunstigede særposition, hvor de tillader sig alverdens kontrolregimenter med den undskyldning, at “de skal vi ifølge samfundet”. Regningen for det omfattende kontrolsystem sender man naturligvis videre til kunderne. Vi diskuterede engang gebyrer. Det gør vi ikke mere. Nu udgør gebyrer et lukrativt indtjeningsgrundlag for den finansielle sektor.
En ting er de direkte skatter. Noget andet er de inddirekte. Dem vi ikke umiddelbart kan se, men som udgør en stor del af vores faste udgifter. Om det er betaling for et lovpligtigt pas, parkering, gebyr for lovpligtig konto i en bank, afgift på bil, gebyr til dit og dat. Det er altsammen ligegyldigt. Sagen er den, at staten sender regningen for alle mulige ting og sager videre til borgerne.
Det er en kamp, vi som borgere ikke kan vinde. Politikerne falder gang på gang for fristelsen til at pålægge os flere regler og afgifter. Det er en nem og bekvem måde at finansiere sine politiske mål på. Om man skal køre over Storebæltsbroen eller drikke en sodavand, så er afgifterne den moderne politikers bedste bud på finansiering af deres ideologier.
Samlet set skal pengene til samfundet dog komme et sted fra. Og det er altså ikke det offentlige. Det er virksomhederne, der skal skaffe penge til medarbejdere, der så betaler skatter og afgifter. I en globaliseret verden hvor konkurrencen er enorm, er det svært at tro på, at Danmark kan fastholde velfærden, hvis den offentlige sektor bliver ved med at vokse sig fed med administratorer og kontrollanter. Lukrative lønninger til offentlige ledere er en hån mod virksomhederne. DJØF har aftaler med det offentlige, der aldrig var gået igennem på en privat arbejdsplads:
Her skal man tjene pengene, før man kan bruge dem. Og det skal være sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Ellers lukker man.
Under valgkampen i 2022 lovede mange politikere bod og bedring. Allevegne mødte de beklagelser over kontrolregimet Danmark. I sommeren 2023 tyder intet på, at de har lyttet. Ministerier og styrelser sprøjter regulativer ud, samtidig med at de symbolpolitiske meldinger om “styrke” og “indsats” dagligt formidler den grundliggende mistillid til borgerne. Det er svært at skelne mellem embedsværkets behov og politikernes. Ofte virker politikerne mere som administratorer. Ikke som dem, der skal sætte kursen og skabe rammerne. Det er lige før, at de skal spørge om lov hos embedsfolkene, hvis de vil noget.
Bevares, der er ritualer om den jævne og trofaste embedsmand. Men sandheden er at samfundet er ude af kontrol. Få kan jo overskue det komplekse lovsamfund. Hvert område har sin niche og en gren af “fagfolk”, der nidkært kæmper for at beholde og udvide midlerne til lige præcis deres område. Det vidner alle “puljerne” om. Spørgsmålet er om det kan fortsætte i en uendelighed, uden at regningen bliver for tung at løfte for befolkningen. Hele korthuset er bygget op på ideen om evig vækst. Samt at Danmark konstant ligger i toppen af succesrige lande på det økonomiske verdenskort.
Netop grundlovsdagen burde være en anledning til at borgerne mødte talstærkt frem og krævede en forfatningsdomstol. For sagen er den, at det er næsten umuligt for borgere og almindelige virksomheder at vinde en sag over staten. Udover at sager hos staten tager år at afklare, så kan embedsfolkene gratis trække på uanede resssourcer for at anklage det civile samfund, ofte uden nogen nævneværdig konsekvens for embedsfolk. Taber det offentlige, så er det højest et skuldertræk, og så er man videre.
Styrkeforholdet skal forandres. Vi skal have retsikkerheden i fokus. Det vil være med til at forbedre den demokratiske tillid. Og så vil det også hjælpe, at man måske bliver mere tilbageholdende med at indføre alle mulige hokus pokus regler i staten, fordi en forfatningsdomstol også skal kunne se på, om reglerne overtræder borgernes grundliggende rettigheder. Det handler om værdier. Det handler om tillid. Det handler om velfærdskontrakten, hvor man gerne betaler for omsorg og pleje, men ikke nyttesløs papirarbejde og groteske IT-skandaler.
Der kunne nævnes uendeligt mange områder og eksempler på total gak gak kontrol. De fleste vil nikke genkendende til dette. Men i denne her anledning kan man nøjes med at opfordre borgerne til at stemme på de politikere, der går ind for mindre administration og mere retsikkerhed.
For det handler om frihed. Staten er til for borgernes skyld, ikke omvendt. Den tanke skal drives ind i alle administratorer hos det offentlige. Mange er med god grund trætte af systemets elendige sprogbrug for retoriske angreb på anstændigheden. For ikke at tale om flabetheden, som når man må erkende at ejendomsskatten er forkert, men man bare kræver pengene alligevel.
Hvis der ikke kommer nogle politikere i Folketinget, der vil tage et opgør med kontrol Danmark, så vil problemet vokse ud over demokratiets rammer og kaste velfærden overbord. Der er nemlig ikke råd til at tage sig ordentligt af de svageste, hvis ressourcerne går til millionlønninger eller overdådige skandaler. For ikke at tale om virksomhedernes konkurrenceevne. I den sidste ende vil andre lande være bedre at drive virksomhed i, og så kan man ellers udskrive nok så mange gummichecks hos DJØF:
Det eneste sted man kan hente pengene til offentlig kontrol og frås, er nemlig hos virksomhederne og skatteborgerne.
