Den 24. februar 2022 eskalerede konflikten mellem Rusland, Ukraine og vesten til den krig, der af stort set af alle medier er døbt “Putins krig”. Som under så mange andre krige forvandles medierne til forlængede arme af propaganda apparaternes budskaber, uanset hvilken side man er på. I vesten har man med censur søgt at fjerne russiske nyheder og meningsdannere, mens man i Rusland allerede i første del af Putins regeringstid eliminerede de frie medier. Men skal man bedømme propagandaens effekt, så har de vestlige medier, regeringer og organisationer vundet det første års medieslag.
Bag de løbende beretninger fra krigsskuepladsen, med tilhørende glorificering af Ukraines soldater eller latterliggørelse af den russiske krigsindsats, ligger der en alvorlig sandhed gemt: Da Sovjetunionen kollapsede i begyndelsen af 1990’erne, indgik Rusland og Ukraine en aftale. Ukraine opgav at have atomvåben, mens Rusland til gengæld accepterede den ukrainske selvstændighed og grænser. Sandheden er, at konflikten i Ukraine, er en farlig krig. Efter forløbet siden februar 2022 er det nærliggende at antage, at der ikke findes mange besindige ledere i Kreml. Bedre bliver det ikke af, at de russiske styrker er blevet til grin i det meste af verden. Dagligt poster ukrainerne billeder og film fra krigen, der florerer stort set allevegne. Den massive støtte fra vesten er med til at gøre billedet klart og tydeligt for russerne:
Vesten kæmper en skyggekrig mod Rusland i Ukraine.
Udover at finansiere krigsførelsen og støtte denne med militære efterretninger eller anden bistand, så er der indført massive sanktioner mod Rusland. Vladimir Putin og hans bande har helt fejlvurderet vestens reaktion på invasionen. Ligesom de vestlige lande selv havde undervurderet deres egen reaktion. Men det bemærkelsesværdige er, at intet tyder på at Rusland ændrer kurs. På trods af at skadevirkningerne på landet må være enorme, så fastholder Moskva en stålsat kurs. Der har ikke været nogle tegn på opblødning fra russisk side. Endsige forsøg på at komme ud af krigen. For Vladimir Putin er krigen i Ukraine blevet hans “end game”. Enten stopper han vesten her, og viser at russiske værdier og styrke er noget man skal respektere. Eller også er det slut. Hele hans præsidentskab er baseret på ideen om, at Rusland er blevet snydt af vesten efter Sovjetunionens kollaps, samt at denne respekt skal generhverves.
Sandheden om at krigen i Ukraine kan ende som en atomkrig, underspilles massivt i vesten. Det gør den ikke i Rusland, hvor bidske kommentatorer på tv løbende truer med atomkrig. Det gør Putin også. I vesten dukker der eksperter op, der siger, at det tør Rusland ikke. Og så videre. Værd at bemærke er dog, at Ukraine var en stor del af Sovjetunionen. Man skal være temmelig naiv, hvis man bilder sig ind, at ukrainerne ikke kan ved noget om atomvåben. Samtidig deler Ukraine og Rusland fælles familiebånd, og der er på begge sider medløbere og overløbere. Således er der mange scenarier, der kan udspille sig. Man kan naturligvis håbe på at det ikke udvikler sig til en atomkrig, men håb er som bekendt ikke en strategi.
Vesten har med god grund valgt at trække en streg i sandet. For hvis Rusland kan tilsidesætte de aftaler om nationale grænser, de har været med til at indgå, rykker det ved hele den geopolitiske situation. Der er mange lande i nærheden af Rusland, der ikke kan leve med den situation. Heraf flere NATO-lande. Problemet er dog, at man ikke fra NATO’s (rettere sagt USA’s) side har en plan for, hvordan krigen kan blive afsluttet. Det har fra et tidligt tidspunkt i krigen været målet, at ukrainerne kan holde russerne i skak. Til formålet er det væltet ind med penge, våben og teknologi. Men det diplomatiske korps har tilsyneladende været sendt hjem, for det lader ikke til, at der arbejdes på hvordan freden skal være. Dette på trods af at alle ved, at krigen ikke ender med at Rusland bliver invaderet og besejret af Ukraine eller andre. Man kan med ønsketænkning håbe på at regimet i Moskva væltes, men kaskaden af mystiske dødsfald blandt russiske rigmænd, attentater og andre mærkelige ting, tyder på at Vladimir Putin og hans nærmeste allierede har situationen under fuld kontrol. Filmoptagelser fra russiske byer viser en hårdhændet og effektiv indsats mod demonstranter, ligesom der flittigt deles lange fængselsstraffe ud til dissidenter. Samtidig med at den kommunistiske fortid har lært det russiske folk, at oprør er lig med døden.
Et ukendt antal russere er blevet indkaldt til krigstjeneste. Under et røgslør af usikkerhed har det russiske styre forøget sine styrker. Rygtedannelsen blandt de vestlige medier er lige nu fokuseret på, at Rusland planlægger en storoffensiv. De første 6 måneder af krigen svor de fleste vestlige eksperter på, at Putin-styret ikke turde indkalde soldater, fordi det vil skabe uro i befolkningen. Men styret kender sit eget greb om denne befolkning, og gjorde som de havde behov for at gøre. Et stort antal russiske mænd er flygtet fra landet for at undgå at blive sendt til frontlinjen. I stedet for at omfavne disse potentielle soldater har vesten slet ikke haft en strategi for situationen. Det har ikke gjort det nemmere for de russere, der vil væk fra Putin-styret.
Ukrainerne er fast besluttede på at smide Rusland ud af deres land. De blev fra starten af krigen undervurderet massivt. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyy, er blevet en international topfigur, der går over i historien. Han har om nogen skabt den interesse for at støtte Ukraine, der sandsynligvis var meget knap i de vestlige lande, til at begynde med. Hans omfattende kampagner i de vestlige lande for at hverve goodwill og sympati, er noget man aldrig tidligere har set. Billederne af de gode, de onde og de grusomme er meget tydeligt tegnet op i vesten. Men på årsdagen for krigens begyndelse, der kommer om kort tid, er der ingen udsigt til at langtidsløsning.
Problemet er Rusland i sig selv.
Krigen handler ligeså meget om den russiske selvforståelse og Putins indre jagt på at genvinde tidligere tiders respekt og status, som den handler om Ukraine. Og lige så lidt som vi tænker på at angribe Kina for at få fjernet det kinesiske kommunistparti, tænker vi på at angribe Rusland for at fjerne Putins regering. Vi er præcis det samme sted, som under den kolde krig:
Vi kan ikke gøre noget, fordi der er atomvåben på begge sider.
