FC Fredericia vandt i går hele 8-0 over serie 1 klubben Broager UI i pokalturneringen, og selvom mange spillere er nye i truppen, så ser direktør i FC Fredericia Stig Pedersen optimistisk på de kommende kampe og sæsonen generelt.

FC Fredericia førte 2-0 på Falster, men kom retur med et point, og i fredags løb Næstved med alle tre point på Monjasa Park. Men det er forventeligt, mener direktøren.

Stig Pedersen, direktør for FC Fredericia: Foto: AVISEN

– Vi har egentlig gjort det ret godt i starten, måske lidt overraskende godt. Holdet har hurtigt fundet sammen, og det så vi også i den første kamp på Falster. Vi kom hurtigt foran 1-0 og 2-0, så vendte kampen. Det lignede, at vi sluttede dårligt af dernede, og vi startede også dårligt i fredags mod Næstved. Truppen er et sted, hvor vi har solgt vores angreb fra sidste sæson, og selvom vi har været meget tilfredse med det, vi har set i træningskampene, hvor vi har lavet nok af mål også, så tager det tid at spille holdet sammen, siger Stig Pedersen og uddyber:

– Det vi kunne se i fredags og måske også kommer til at se i sæsonen er, at vi har så mange nye spillere inde, hvilket betyder, at der er elementer og situationer, hvor holdet skal spilles mere sammen. Det vil også være unaturligt, hvis vi solgte vores bedste spiller i sidste sæson, og så på tre uger kunne skifte ham og de andre ud med nogle nye med en forventning om resultater fra første dag.

Direktøren forventer, at truppen kun bliver bedre og bedre jo flere minutter, de spiller sammen. Han ser samtidig to hold skille sig ud.

– Jeg synes, vi har en meget talentfuld trup, der skal sætte sig. Det handler også om, når der kommer modgang, så skal man se, hvem der svinger taktstokken. De har ikke kendt hinanden ret længe, dem der spiller derinde. Det vil tage tid i en række, hvor to hold skiller sig ud på forhånd; SønderjyskE og Vejle, imens de øvrige hold er meget lige, lyder det fra Pedersen, der melder, at klubben er klar til at presse de bedste hold:

– Når man ser, hvordan kampene bliver afviklet, er de to hold de stærkeste. Vi forudser, at vi vil få lidt flere udsving i denne sæson, men det betyder ikke, at vi ikke pludselig kan være godt med. Udsving kan også være positive, så vi forventer også at kunne lave gode resultater. Næstved var et sammenspillet hold, og det profeterede de af i fredags, selvom de ikke skabte mange chancer, men det gjorde vi heller ikke. Der mangler jo noget – og specielt presspillet, her skal vi presse som hold, og ikke som individ. Det vil i nogle kampe se forskelligt ud, truppen sidste år var med en stamme af spillere, der havde været der i lang tid. Derfor gør vi også en ny investering nu, hvor nogle af spillerne skal være her i lang tid, siger Stig Pedersen.

Målsætningen er stadig den samme. FC Fredericia skal med i top seks, og det er ikke umuligt, mener Stig Pedersen.

– Vi satser og har en målsætning om at komme i top seks. Jeg ser Vejle og SønderjyskE som klare favoritter til de to første pladser, når jeg ser de 12 hold i rækken. De klubber har en anden størrelse, også økonomisk. Det er ikke en undskyldning, for vi kan godt slå dem på dagen, men over 32 kampe er de svære at holde bag en klub som vores. Det ville være en sensation. Det er stadig imponerende, hvis Fredericia kan spille sig i top seks for tredje år i træk. Det vil vi gøre alt for, men det vil de andre naturligvis også, fortæller han.

Den 12. august spiller FC Fredericia hjemme mod Vejle Boldklub, og kampene er traditionelt tætte med forskellige vindere, og Fredericias chancer er gode, mener Pedersen:

– Jeg forventer klart, at vi kan udfordre Vejle. Det er ikke sådan, at de bare løber med sejren på forhånd uden at anstrenge sig. Vi skal ramme en god dag, men det skal Vejle også for at vinde. Det gælder også kampene mod SønderjyskE, vi kan sagtens mand for mand vinde sådan en kamp. Vejle har købt vores bedste spiller fra sidste sæson, og det vidner også om den fordeling, der er mellem klubber, hvor Vejle er henne, og man må gå ud fra, at Vejle, hvis de gør det rigtigt, henter spillere fra en anden hylde end vores. Men fodbold er charmerende, og man kan vinde fodboldkampe, selvom man ikke er det bedste hold, i modsætning til mange andre sportsgrene, siger Stig Pedersen og slutter:

– Når man som os de sidste sæsoner har spillet med i top seks, så møder vi de bedste hold fire gange, og der er det svært bare at vinde. Man kan overraske en eller to gange, men man overrasker ikke fire gange. Det er næsten umuligt, og det gør turneringsstrukturen også. Den favoriser de bedste hold, men sådan bør det vel også være. Det bør være de to bedste hold, der rykker op i Superligaen efter 32 kampe, og de seks øverste har mødt hinanden fire gange, så det er helt rimeligt, hvem der er i sidste ende, rykker op. I gamle dage, hvor man mødte hinanden to gange, kunne man godt tage fire point mod nummer 1, men det kan man ikke længere, men det betyder ikke, at vi lægger os ned, vi vil gerne overraske.