I Det Bruunske Pakhus i Fredericia blev der torsdag aften afholdt Alsang, hvor der blev sunget 17 sange. Det var alt lige fra “Anemonesangen” fra Ronja Røverdatter til gamle klassikere som “I Danmark er jeg født” og “Langt højere bjerge”. Se her de fremmødte synge “I Danmark er jeg født”.

Oprindeligt skulle arrangementet være afviklet på volden bag vandtårnet, men grundet vejret blev det rykket ind i de intime rammer i Det Bruunske Pakhus. Ved de opsatte borde i pakhuset blev der fyldt op i salen, og på scenen var Anders Kjerkegard på fløjte og Thomas Buur på klaver klar til at akkompagnere de danske forårs- og sommersange, som var valgt ud til lejligheden.

(Foto: AVISEN)

Formand for kultur- og idrætsudvalget, Peder Tind (V), bød velkommen, og sagde:

– Jeg er med på, at vi blev nødt til at flytte det fra vandtårnet og herned – det var for koldt. Nogen mener, at der ikke er noget dårligt vejr, men kun dårlig påklædning. Jeg er glad for at se så mange støtter op om arrangementet her i Pakhuset, og det er en stor glæde, at vi kan holde det igen, efter vi har haft en coronanedlukning, som vi har været vidner til med restriktioner og begrænsninger. Fællesskaber har været udfordret, og derfor er det glædeligt, at vi kan finde sammen om sangen og glæden ved fællesskabet. Fællesskab er utrolig vigtigt, og det er sang også. Vi skaber skønne fællesskaber og minder sammen. Man bliver glad af at synge, og man bliver endnu mere glad af at synge sammen, forklarede Peder Tind og fortsatte:

– Fællessangen er uvurderlig, og det er ligemeget om det er i håndboldhallen, hvor man synger en sang, der støtter FHK , eller om det er på stadion og man synger for FC Fredericia eller om det er i kirken. Sang har altid skabt fælles ståsted, så derfor er det glædeligt, at vi kan synge i aften. Vi har også holdt fællesarrangementer med sang i forhallen på Rådhuset, hvor mange har deltaget, og det akter vi at gøre til efteråret også. 

(Foto: AVISEN)

Efterfølgende tog Thomas Buur ordet, og efter lidt opvarmning af kroppen og sangmusklerne, var det tid til en omgang fællessange, der startede med “Velkommen i den grønne lund”. Inden en pause på et kvarters tid blev der sunget ni sange, og i den sidste del, der blev sluttet af med “Du, som har tændt milloner”, blev der sunget otte sange.